En ny start?

Har ikke været herinde i 1,5 år snart. Ikke engang på besøg for at se, om bloggen nu egentlig også eksisterer endnu. Bloggen blev aldrig det, som intentionen var. Men det er okay.
Nu skriver jeg igen. og for en gangs skyld ikke fordi livet har slået endnu en vejrmølle, men fordi jeg har lyst. ikke fordi jeg ønsker et stort publikum, men fordi jeg har lyst for min skyld.
Faktisk er livet ret godt lige nu. Jeg har to fantastiske unger, der - især for den enes vedkommende - efter en lang turbulent og svær tid, endelig ser ud til at trives med de vilkår livet nu engang har tildelt dem. Jeg har i to år arbejdet med noget, der er endt med at stå mit hjerte ganske nært, og selvom jeg, i hvert fald for en stund, nu må slippe området, venter der nye spændende opgaver efter sommerferien. Jeg er nogenlunde stressfri. Den stikker sit hoved frem til tider, men i det store hele er det mig, der kontrollerer den og ikke omvendt. Og til september starter et helt nyt kapitel, når jeg tager hul på min næste uddannelse. Jeg er spændt på, om jeg - om vi - er klar til den udfordring. Men jeg håber og tror, og glæder mig til at tage udfordringen op.
Selvfølgelig er der også de lidt tungere emner. Et højt vægtet venskab under opbrud. Eller i hvert fald under kraftig ombygning. Om ældstebarnets trivsel vil slås tilbage af lærerskifte efter ferien. Om stressen vil kunne slå uddannelsesplanerne itu. Men grundfølelsen er god, og jeg nyder hvert sekund. Og måske det smitter af på skrivelysten...

At få sat ord på...

I onsdags var jeg både hos læge og psykolog, og det gav lidt afklaring. Og lettelse. Og frustration.

Jeg startede dagen med at informere min søns børnehave om, at mit overskud ikke var i top. Jeg kender lederen personligt, og jeg har altid haft stor tillid til dem, så derfor var det naturligt at sætte dem ind i situationen.

Næste stop var lægen. Og heldigvis har jeg en ret god en af slagsen - synes jeg selv. Jeg havde ringet om tirsdagen, efter jeg havde sygemeldt mig, og fået tid om onsdagen, så jeg ikke skulle vælte helt, som han sagde.

Jeg fik forklaret mine symptomer (kvalme, appetitløshed, hjertebanken, åndedrætsbesvær, konstant frysende fornemmelse, uro og sitren i kroppen) og tanker. Især følelsen af at alt var ligegyldigt, for livet slutter alligevel en dag,  gjorde mig enormt bange for en depression. Og så havde jeg haft to aftener, hvor jeg nåede dertil, hvor jeg tænkte, at det ville være så meget nemmere, hvis jeg ikke var her mere. Bare kunne forsvinde ind i mørket og holde op med at føle. Og hvis man kan tænke den tanke, hvor langt er der så til handling. Min læge var heldigvis god til at berolige mig, og konstaterede at jeg havde stress pga. flere belastninger over tid, og at den stress havde medført en generel angst - og faktisk også angstanfald de to aftener.

Han lovede mig, og at jeg nok skulle få det godt igen, så det holder jeg ham stærkt op på! Og så blev vi enige om, at vi satte ind på to fronter: medicin mod angsten, så jeg kunne komme især de fysiske gener til livs, og kognitiv terapi hos en psykolog. Samtidig blev jeg sygemeldt i 1,5 uge med mulighed for forlængelse. Det var faktisk med lettelse at jeg kørte derfra. Og det var første gang siden det hele startede, at jeg følte lettelse.

Senere på dagen kørte jeg mod Roskilde til første samtale hos den psykolog, jeg brugte efter Toms død. Hun er dyr, men hun kender til min historie, så jeg skal ikke bruge flere sessioner på at sætte hende ind i det.

Det var en lidt mere blandet oplevelse. Hun var enig i diagnosen stress, men angst var hun lidt mere forbeholdene overfor. Hun var heller ikke videre imponeret af medicinen. Og så ville hun gerne have mig sygemeldt i 6-8 uger. Det kan jeg slet ikke overskue, men vender den med lægen på tirsdag, og efterfølgende med min leder. Vil helst selv tage en uge ad gangen. Jeg fik nogle øvelser, der skulle få gang i det parasympatiske nervesystem igen. Bl.a. opmærksomhedsøvelser fra mindfulness. 

Jeg startede medicinen torsdag aften, og har indtil videre ikke mærket det store. Jeg får absolut laveste dosis, og der går op til 14 dage, før man oplever en virkning. Der er en del grelle bivirkninger, men de skulle primært komme i indkøringsfasen. Den jeg er mest bekymret for, er muligheden for vægtøgning (lidt forfængelig er man vel altid). 

Jeg oplever dog nogle tegn på bedring - sagt med forbehold, forjag tænker, at det nok er meget "to skridt frem og et tilbage", og kan da også stadig mærke at jeg kan falde i de dybere huller. Men hjertebanken og åndedrættet er faldet en del til ro, fryse-fornemmelsen er stort set væk, sitren og uroen er også væk i lange perioder, og kvalmen er ikke så dominerende hele tiden. Her til aften var det svært at ryste de depressive følelser af sig, men det er ikke helt så slemt som de foregående aftener. 

Jeg ved at i morgen kan byde på et dyk, da det er weekend, ungerne er hjemme, og der er ikke mulighed for ro. Men jeg kan kun tage en time ad gangen. 

Jeg er ked, trist og frustreret over at være, hvor jeg er. Men jeg håber også, at denne bedring er tegn på fremgang. 

Mit 2015... (Del 2)

Første del handlede meget om, hvordan jeg havde det i slutningen af 2015 (og åbenbart også her i 2016). Denne del skulle gerne fortælle lidt om de store ting, der er sket i årets løb.

Januar startede fint nok. Jeg skulle genoptage mit vikariat i skolens specialklasse, hvor jeg virkelig følte, at jeg gjorde en forskel, og jeg kom godt ud af det med eleverne i klassen. 

Alligevel endte jeg efter vinterferien i uge 7 med en stress-reaktion, hvor jeg gennem noget tid havde rigtig svært ved at slappe af - forstået på den måde, at når jeg var i gang, var alt egentlig ok, men i samme sekund jeg satte mig i sofaen eller lagde mig i sengen, så begyndte mit hjerte at hamre afsted, skippe et slag osv. Jeg havde (endnu) et sammenbrud på skolen, hvor jeg om morgenen måtte erkende, at jeg ikke kunne gennemføre dagen, og mødte igen stor forståelse hos mine ledere. Jeg søgte læge, fik tjekket hjertet og fik at vide, at det højst sandsynligt var stress med tilbagevirkende kraft. Dvs. stress pga vores store ombygning, som først viste sig, da der var ro på hjemmet igen. Det skulle gerne fortage sig over nogle uger, hvilket det også gjorde.

Dagen efter lægetiden mødte jeg ind igen, og havde en konflikt med en større elev, da jeg ville skærme en klassekammerat mod elevens vrede. Jeg stod alene med konflikten, der eskalerede, da eleven slog efter mig to gange. Jeg blev ikke ramt hårdt, og kort efter var der hjælp fra en anden lærer, men der skulle ikke mere til for at slå benene væk under mig igen. Der gik et par uger før jeg følte mig ovenpå igen, men arbejdede hele vejen igennem det.

Omkring slutningen af februar blev jeg ringet hjem til Magnus, der var faldet i børnehaven, og de var bekymret for, om han havde brækket sin arm. Efter 6 timer på skadestuen kom vi ud med en gipsarm og mistanke om et lille brud på armen. Og så kørte den ellers i den rille med sygdom hos os alle - Magnus og jeg blev ramt af en kraftig influenza, halsbetændelse, Magnus fik et stort astma-anfald, der medførte indlæggelse på børneafdelingen i Næstved og en spacer, der gerne skulle spare os for flere lungebetændelser - og selv kattene tog deres del med dårlige tænder, der kostede flere operationer og ca. 12.000 kr!

Der var samtidig rigeligt med timer på jobbet, men sommerferien ventede forude, så pyt med det.

Sommerferien startede godt bl.a. med flere gode oprydningsprojekter og en tur i sommerhus på Fyn med børnene og min søster. Vi havde mange planer om ting, vi skulle se - Egeskov slot, Legoland og en dag til Århus. Desværre havde bilen allerede på vej derover vist tegn på misfunktioner, så vi turde ikke køre så langt med den. Ferien blev hyggelig alligevel, men vi var alle ærgerlige. 

Vel hjemme og med bilen på værksted begyndte min krop at drille. Jeg fik, hvad jeg troede var mavesyreanfald. De første gange hjalp nogle tyggetableter i håndkøb, og jeg slog det hen med nervøsitet over, om jeg nu kunne klare at arbejde fuld tid efter ferien (jeg var blevet ansat i en midlertidig stilling, inden sommerferien). Et par uger inden opstart fik jeg et voldsomt anfald, hvor hverken piller eller at kaste op hjalp. Det eskalerede, og til sidst måtte jeg have hjælp fra en veninde. Jeg kunne først få en tid hos lægevagten 4-5 timer senere, og da der var flere lighedstegn med mere alvorlige sygdomme, endte det med, at der blev ringet efter en ambulance. Børnene kom over til min venindes mand, og min veninde kørte med mig. Uheldigvis havde min datter opfanget ambulancen, og at den stoppede tæt på, så hun blev bange. 

Jeg endte på Slagelse, hvor jeg var indlagt i 2 døgn. Diagnosen var galdesten, og behandlingen var operation efter en uge. Så en uge efter blev jeg kørt til ambulant operation af min veninde og søster. Samme dag som min nye stilling skulle starte.

Operationen gik fint, omend vi måtte runde skadestuen om aftenen, da det ene sår blev ved med at bløde meget. Fik lagt større forbinding, og slap heldigvis med det. 

Efter et par dag på langs startede jobbet, og vi kom heldigvis hurtigt ind i en fast rytme herhjemme. 

Hverdagen blev præget af min datters genvordigheder med at finde en plads rent socialt i klasse - vi arbejder stadig med det. Jeg bruger en del mentalt overskud (som jeg ikke har), på at bekymre mig over det. Min søn har nogle små udtalevanskeligheder, og det har også kostet noget tid på møder og ekstra træning. Og hans kommende skolestart rider mig som en mare. 

I midten af november - i en periode, hvor jeg føler, at der er et godt overskud, og jeg står et robust sted - falder en kollega om med hjertestop. Midt i en lektion. Jeg er ikke i "frontlinien", men det sker lige ud for vinduet i det lokale jeg er i. Jeg får gennet mine elever væk fra vinduet, og da jeg kommer ud på gangen, er der kaos. Det er læreren ved siden af min klasse, der er ramt, og det skete midt i et arrangement, hvor flere klasser var samlet. Hendes årgangskollegaer er ramte, og jeg ender med at tage over i en af deres klasser, da vi er to i vores klasse. 

Indtil middagspausen går alt okay, adrenalinen for at få det hele til at hænge sammen holder sammen på mig. I middagspausen får vi - heldigvis gode - nyheder, og et kriseteam er samlet. Krisepsykologen fortæller kort om de reaktioner, der kan komme hos os og børnene, og så krakelerer min facade. Efter noget tilløb ender jeg på kontoret til en debriefing med andre berørte kollegaer, lederne og psykologerne. Jeg har meget svært ved at forstå sammenhængen mellem min historie og dagens episode, og selvom psykologen godt kunne se sammenhængen, og forklarede mig den, følte jeg mig meget dramaqueen-agtig. Jeg følte ikke, at min reaktion var okay, når man så på min relation til denne kollega. Der gik nogle dage med trykket stemning, men det vendte langsomt, og heldigvis er kollegaen i bedring.

Derefter er der rimelig ro på, indtil børnene bliver syge på skift i december (omtalt i 1. del). Den største belastning i den periode er, at jeg ikke ved, om jeg skal fortsætte i min stilling i en forlængelse, eller om jeg skal tilbage til vikarlivet. Der er reelt set fordele og ulemper ved begge ting. Afgørelsen kommer i midt december, hvor jeg bliver forlænget indtil sommerferien. 1 uge senere ramler skidtet, og nu sidder jeg her. Med verdens dårligste samvittighed overfor mine kollegaer og leder. Lort!

En drøm om savn... (Oprindeligt skrevet 2.1.2016)

I nat havde jeg en drøm, der ganske tydeligt beskriver det savn, der fylder så meget lige nu.

Jeg havde brugt aftenen på at læse de gamle opslag vedr. Toms sygdom og død på Facebook i håb om at få renset ud og få mindsket knuden i maven lidt. Det har virket før, når jeg har haft brug for en tudetur. I går kom der også masser af tårer, men ingen forløsning... Desværre...

I nat havde jeg så endnu en drøm om Tom. Det har jeg haft før, i forskellige udgaver. Fælles for dem er, at han stadig er syg, og jeg ved, at jeg skal miste ham. Enten er han på mystisk vis vendt tilbage, og jeg er ved at rives i stykker over glæde ved at have ham tilbage og sorgen over, at han skal væk fra os igen - og fortvivlelsen over, at vi skal igennem hele processen en gang til.

I nat var drømmen lidt anderledes. I nat var vi ved selve døden.

Jeg drømte....

Tom var syg, var blevet opereret og sendt hjem med beskeden om, at det ikke var godt. Men så kom der brev fra sygehuset om, at det så bedre ud end først antaget, og vi skulle leve vores liv. Det bragte noget lettelse ind i os. Tom valgte kort efter at flytte til København - uden os - og begravede sig i arbejde. Jeg savnede ham, elskede ham og forstod ikke hans valg. En dag fik jeg besked om, at det nu gik ned ad bakke, og at jeg skulle komme ind på sygehuset. Så vidt jeg husker det, var det min leder (i den virkelige verden), der gav mig beskeden, og kørte mig derind. Jeg var alene derinde.

Jeg blev placeret sammen med en gruppe af pårørende til andre patienter, og efter lidt ventetid, kom vi ind på en stue, hvor vores kære lå. Det var tid til at sige farvel.

Tom var omtåget og kunne ikke kende mig. Han smågrinede, småpjattede og døsede hen på skift. På et tidspunkt sagde han med et lille smil "du er nok den sødeste læge, jeg har mødt indtil videre", og jeg spurgte, også med et smil, om det var fordi, jeg kyssede ham?

Efter lidt tid sammen, virkede Tom mere døsig og træt, og derfor var det tid til afsked. Jeg kyssede ham igen og igen - sluttede af med et kys på panden, på næsen og på munden. Noget vi ofte gjorde i virkelighedens verden. Og så kom portørerne og kørte vores elskede væk. Jeg kan huske hans mørkebrune hårtop der bevægede sig let på puden, som det sidste jeg så. Efterfølgende græd jeg. Meget og dybt. Ingen vidste noget om, om han var død, eller hvor lang tid det ville tage, men jeg måtte ikke være hos ham imens.

Efter noget tid og mange mange tårer dukkede min leder op igen, denne gang som en læge. Hun ville gerne undersøge, hvordan det stod til med ham, men i det samme kom en mandlig sygeplejer, der kunne fortælle, at Tom nu var død. Og så ramte sorgen igen. Og jeg vågnede op med knuden i maven, og lysten til at hulke som et lille barn. Og en manglende forståelse for hvorfor jeg ikke måtte være hos ham til det sidste - var det hans beslutning eller hospitalets? 

Og følelsen af at have haft ham så tæt på igen har gjort savnet så meget dybere, og sammen med alle de andre grå og triste følelser, der mudrer rundt inden i mig lige nu, er det bare... Træls...

Hold nu op hvor jeg savner det menneske!

Mit 2015...

Jeg sidder her på årets sidste dag (faktisk er det nok nærmere nat, eftersom kl. er 02.08 - i skrivende stund) og læser de tidligere indlæg, jeg har lavet. Jeg husker tydeligt de følelser, der rørte sig i mig, når jeg skrev dem. Men jeg har nok glemt, at jeg faktisk har haft det sådan. 

F.eks sidste års nytårsindlæg, hvor jeg konstaterer, at julen og nytåret i 2014 nok har været de hårdeste og koldeste, vi endnu har oplevet. Jeg husker godt, at det ikke var en dans på roser. Jeg husker bare ikke, at det var SÅ slemt. Måske fordi 2015-udgaven trumfer 2014? Og det er ærlig talt ufedt.

Realiteten er, at jeg er nede og skrabe bunden. Håber jeg, for ellers bliver det da uudholdeligt. Min læge kalder det for en belastningsreaktion, jeg frygter en depression, og vi holder vist alle vejret lidt, indtil jeg har talt med psykologen. Jeg har valgt at kontakte den samme psykolog, som jeg gik ved, da Tom døde. Jeg har tillid til hende, hun kender min historie, og jeg ved, hvor hendes praksis ligger.

Hvordan jeg er endt her? Hvis jeg vidste det, havde jeg også en ide om, hvordan jeg kom ud af det igen. Men det gør jeg ikke. Desværre.

Lige netop denne omgang startede i starten af december, men har nok været under opbygning længe. Jeg kan i hvert fald se på de tidligere indlæg, at nogle af følelserne har været på banen før.

Torsdag d. 3. december fødte min søster min nevø. Hendes første barn. En skøn dreng. Vi skyndte os til Hvidovre for at hilse den lille lækkerbidsken velkommen. Kort inden vi skulle hjem igen, kastede Caroline op udover det meste af barselsstuen. Vel hjemme senere på aftenen kastede hun op igen. Under rengøringen fik jeg kontaktet morfar, der ville passe hende næste dag, og Faster for at udskyde den planlagte jyllandstur.

Resten af natten foregik på sofaen - uden søvn... Natten til lørdag fulgte samme mønster, dog med opkastningerne afløst af ondt i maven. I løbet af lørdagen klarede Caroline op, og jeg håbede på en nats søvn natten til søndag. Jeg fik ca. 3 timer før Magnus stod ved min seng og ikke kunne trække vejret. Ravnemor her havde selvfølgelig glemt hans spacer i børnehaven. Jeg håbede, at vi kunne holde den, indtil apoteket havde nødåbent, så jeg kunne hente en ny deroppe, men et par timer inden måtte jeg erkende, at han ikke kunne klare den så længe, så Caroline blev sendt til vennerne, og Magnus og jeg kørte på børneafdelingen, hvor nogle masker og en ny spacer hjalp. Da vi skulle hjem 5 timer senere, kørte vi forbi Bilka, da vores skabe var tomme, og vi manglede kattegrus, som kun fås i Bilka eller Føtex. Vi nåede at samle en hel vogn, og Magnus sad oppe i den og slappede af. Indtil han midt i Bilka kastede op udover det hele. Varer, vogn, gulv - og sig selv. Kunderne i Bilka hjalp hurtigt til, personalet var noget sløvt. Men efter noget tid kunne vi kører tomhændet hjem.

Vel hjemme blussede astmaen op igen, men efter aftale med børneafdelingen fik vi lov at blive hjemme, og give spaceren en chance mere. Det hjalp, men den skulle gives hver 3. time natten over, så det blev ikke til megen søvn. Heller ikke den nat.

Mandag tog jeg på job med Magnus på slæb, så jeg kunne holde øje med vejrtrækning og give ham spaceren. Vi kørte hjem efter endt undervisning - eller dvs vi kørte op og handlede, da alt var tomt hjemme.

Vel hjemme sov jeg stort set hele eftermiddagen. Jeg havde svær kvalme, hvilket jeg har oplevet før ved udmattelse og træthed, så jeg lagde ikke så meget i det. Tirsdag tog jeg på job, stadig med ekstrem kvalme. Jeg måtte kapitulere efter 2 timer og tage hjem, hvor jeg sov, indtil børnene skulle hentes. Onsdag var jeg på job, natten til torsdag kastede Magnus op, og oldefar passede ham torsdag. Fredag havde jeg omsorgsdag, og den dag ramte frygten mig første gang - for om kvalmen, trætheden og nedtryktheden ikke var udmattelse, men en depression. Lørdag og søndag var svære, men gik. Mandag var hård, da begge børn var afsted, selvom jeg havde omsorgsdag. Magnus skulle gå Lucia, så jeg skulle over og se det. Det var også hårdt. At skulle ud. Og være sammen med så mange andre (glade) mennesker.

Tirsdag tog jeg på job. Og onsdag tog jeg afsted, men nåede kun parkeringspladsen før læsset væltede og tårerne strømmede. Uheldigvis var der kun et par sekretærer, der ikke kendte mig eller min historie, så måtte vente på min leder. Hun kom dog hurtigt, og vi fik snakket. Som altid havde jeg svært ved at finde en årsag, og som altid kunne jeg ikke stoppe tårerne igen. Hun syntes, at jeg skulle tage hjem, hvilket jeg ikke ville, så vi blev enige om, at jeg gik en tur, og så kunne vi vurderer det bagefter. Jeg gik en tur i det mest deprimerende gråvejr. Da jeg vendte tilbage, stødte jeg ind i afdelingslederen, og så strømmede tårerne igen. Så jeg tog hjem. Heldigvis havde jeg en lægetid samme dag, hvor jeg kunne få snakket om frygten for depression, og heldigvis har jeg en god og tålmodig læge. Jeg fik en henvisning til psykolog. Og tilbud om antidepressiv medicin samt sovepiller, da min søvnrytme var ude af kurs. Jeg sagde ja til psykolog og nej til piller.

Efter en frygtelig nat måtte jeg sygemelde mig torsdag, og kapitulere hos lægen, som udskrev indslumringspiller. Torsdag eftermiddag var der igen Lucia i børnehaven, hvor moster, Morfar, veninde og jeg havde lovet Magnus at møde op. Det var benhårdt at komme afsted. Jeg var meget tæt på at bakke ud, og kun løftet til Magnus om at komme fik mig afsted.

Jeg havde tidligere på dagen talt med min leder og aftalt, at jeg var hjemme fredag, men kunne komme ledning ønske god jul. Indslumringspillen havde virket fantastisk på min søvn, og det gav er lidt mere positivt sind, så jeg tog derned fredag. Jeg hylede det meste af tiden, men fik sagt god jul til en del. Jeg kom også til julefrokosten om aftenen, selvom jeg var tæt på at lade være. Det var godt at gå på juleferie med en form for succesoplevelse midt i den miserable sump af gråt...

Jeg fik sovet godt igen natten til lørdag, og begyndte at mærke fremgang. Natten til søndag var knap så god, og så var jeg næsten tilbage til start. Søndag aften spiste vi hos vores venner, og bagefter skulle vi til Bilka efter de sidste gaver. På vej derned begyndte en lampe i min elskede bil at lyse. Heldigvis kunne vi køre videre, men mandag morgen måtte jeg en tur til mekaniker. Det korte af det lange er, at jeg efter nogle timer kom hjem - og havde købt ny bil... Dog først med levering mellem jul og nytår. 

Dagene op til jul var præget af en del op og nedture. Juleaften var frygtet, men blev en hyggelig aften. Julestemningen indfandt sig ikke, men nød at se børnenes glæde.

Dagen efter var der julefrokost i Toms familie. Det startede fint, indtil en af fætrene kommenterede på, at jeg aldrig svarede på hans opkald. Måtte forklare, at det var svært for mig med tiden generelt og med overskuddet i særdeleshed. Endte med at sidde og tude. Igen. Det var ikke fedt.

Resten af juledagene gik herhjemme med udpakning, oprydning, afslapning osv. Håbede det ville fjerne det sidste af den grå håbløshed, der ligesom hænger fast i mig, men det skete ikke. Tirsdag aften kørte Magnus og jeg igen til Bilka, og halvvejs igennem fik jeg den panikføkelde af, at det her kunne jeg ikke gennemføre. Knuden i maven blev hårdere, men fortsatte og kom igennem. Vel hjemme fik vi tømt bilen, og i går fik vi så byttet den til den nye.

Den nye er lille, lækker og med fedt udstyr. Men glæden er til at overse. Det var hårdt at skille sig af med den gamle, der har været som en god og tryg ven i en voldsom tid. 

Og det er lidt det, der kendetegner mig for tiden. Jeg kan ikke finde noget at glæde mig over. Eller glæde mig til. Alt er gråt og trist og meningsløst. Jeg har mistet mine fokuspunkter, der normalt ville kunne bringe mig lidt glæde, ro, mening og forventning. Før var det ofte det kreative, der var mit helle. Eller en god film. Eller en serie, som jeg kunne se uden den store tankevirksomhed. Men intet af det hjælper mere. Eller det holder kun ganske kortvarigt. Jeg kan ikke finde de små ting, der holder det grå i skak. Jeg har kvalme, er trist, træt og har svært ved at komme i gang. Jeg har lyst til at tude meget af tiden, men kan ikke få hul på det, så det sidder som en knude i mig. 

Pt. ligger jeg i min seng (det er nu omkring middagstid), og kan ikke stå op. Fordi jeg føler at verden vil bryde sammen omkring mig - og der er ingen mening. Jeg har mest af alt lyst til at bakke ud af den nytårsmiddag, vi skal til i aften.

Min største frygt i alt det her er, at jeg ikke kan være en god mor for mine børn. At jeg kommer så langt ned, at jeg ikke har overskud til at opfylde deres behov, at elske dem som de skal, når nu jeg er eneste forælder tilbage. At jeg svigter dem, fordi jeg er så blændet af grålighed, at jeg ikke ser deres behov for omsorg og kærlighed.

Det her er kommet ret hurtigt. Altså følelserne. Men optakten har som sagt været lang. Og det her indlæg er langt i sig selv. Jeg vil i næste indlæg fokusere på mit 2015, og de ting, der måske har ledt hertil.

At miste sin fremtid og være eneforælder

Kristeligt Dagblad bragte for kort tid siden denne artikel: http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/jane-blev-enke-som-27-aarig-jeg-mistede-min-fremtid

Jeg synes, at det er en sober og meget ærlig artikel - som jeg i øvrigt ofte synes, at artikler fra Kristeligt Dagblad er. De har skrevet en del omkring sorg og at miste, og jeg har deri ofte fundet fællesnævnere til mit eget tab.

Men kvinden i denne artikel beskriver med stort set samme ord, som jeg selv, hvordan det er at miste sin ægtefælle i så ung en alder - og stå alene tilbage med forælderansvaret.

Når man mister i så ung en alder, sørger man selvfølgelig over tabet af den person, man elskede og var så tæt på. Og så sørger man over den fremtid, man skulle have haft. De drømme, håb og ønsker man havde fælles, vil ikke længere blive til noget - i hvert fald ikke i den form, man forventede. 

Tom og jeg var enige om et 3. barn. Han skulle bare lige af med den irriterende hovedpine, og så ville vi gå i gang. Hovedpinen var en tumor, og et par uger senere var han død. Jeg var knap 32, men tanken om ny kæreste og senere hen børn lå meget langt væk. Faktisk var den slet ikke eksisterende. Jeg ønskede af hele mit hjerte stadig det 3. barn, men det skulle være med Tom. Og det var ligesom ikke muligt. 

At miste sin fremtid skal ikke tolkes, som at man aldrig begynder at leve, drømme og håbe igen. Men en del af sorgprocessen - for mig - har været at sige farvel til den fremtid, både Tom og jeg havde planlagt og troet på, at vi skulle opleve sammen. F.eks. flere børn. Den fremtid mister man, når man mister den, man troede man skulle leve sammen med. 

På et tidspunkt begynder man igen at kunne planlægge og have håb og drømme for fremtiden - man skaber en ny fremtid. Hvornår man er klar til det, må være meget individuelt. Jeg begyndte at planlægge nogle ting allerede i de første uger efter, primært praktiske ting som maling af hus og ombygning, men andre ting er jeg stadig i gang med at sige farvel til. 

Et andet aspekt af at miste er, at man står alene tilbage som forælder. Og det kan være benhårdt.

Jeg har en stor familie og nogle meget nære venner, der til hver en tid vil gøre deres ypperste for mig og mine børn - det ved jeg. Men når alt kommer til alt, vil jeg altid være den eneste tilbage, der elsker og bekymrer mig om mine børn, som kun en forælder kan. Jeg kan godt dele mine børns fremskridt og bedrifter med min veninde, søster eller mor. Og jeg ved, at de uden tøven vil tage del i min glæde og stolthed over mit guld. Men i sidste ende vil det aldrig være på helt samme måde, som når man deler glæde og stolthed med den eneste anden i verden, der elsker og kender de her børn, som man selv gør. Den anden forælder. Og det er både ensomt og hjerteknusende at vide, at det er en mangel, man aldrig vil kunne rette op på.

Det sidste halve år

Sidst jeg skrev herinde, var jeg mere hudløs, end jeg før har været, tror jeg. Jeg havde et hjerte, der galopperede, og jeg kunne intet overskue. 

Kort efter vinterferien endte jeg stortudende (igen) på min leders kontor, hvor jeg heldigvis mødte en stor anerkendelse og omsorg - ligesom fra de kolleger, der "greb" mig i faldet. Og jeg måtte også en tur omkring min læge til EKG, blodprøver og et par samtaler om at håndtere stress. 

Endnu et hak i stoltheden - tjek!

Derefter gik tiden. April bød på en del sygdom hos både mig selv, Magnus og kattene. Vi har omdøbt dem til Mister Bigspender og Sir Cost-A-lot! Måneden bød også på alle de trælse mærkedage. Noget, der slog mig i år var, at ikke engang Toms fødselsdag er en rar dag - vi prøver, og vi fejrer. Men dagen vil altid være den dag, hvor han gennemgik 6 timers hjerneoperation... Til ingen verdens nytte. 

Nå, vi overlevede også i år. Og maj gik, og juni med. Og SÅ! var det sommerferie. Jeg har talt ned til den i et år! Sidste sommer fik vi ikke megen ferie, da vi byggede om, så vi trængte til at komme helt ned i gear. Det gjorde vi også. Vi havde lånt et sommerhus på Fyn, og tog afsted med en masse planer. Bilen valgte dog at lave numre, og planerne nåede vi ikke. Hjemme igen begyndte jeg at føle mig stresset med kvalme og ondt i maven hele tiden. Jeg havde mavesyreangreb, og endte med at gnaske Alminox, som var det slik. Efter knap 1,5 uge gik det helt galt. Jeg fik ondt, trykken omkring brystet, svært ved at trække vejret for smerter og var virkelig sølle. Kort historie lang endte jeg med mit livs første ambulanceturer (i hvert fald med mig selv bag i) og en 2 døgns indlæggelse i Slagelse. De frygtede en blodprop i hjertet - det viste sig at være galdesten. Ikke tilnærmelsesvis lige så farlig, men til gengæld umanerligt modbydeligt. Jeg er åbenbart massivt arveligt disponeret, og de var søde at give mig en hurtig tid, så den blev fjernet ugen efter - på samme dag som jeg skulle have startet job op.

Det er nu 6 dage siden, og jeg er i klar bedring - dog noget overrasket over, hvor langt tid man er påvirket af sådanne et relativt lille indgreb.

Midt i det hele havde Caroline fødselsdag, og det blev den absolut bedste dag i hele ferien. Stille og rolig formiddag med en glad pige, og om aftenen havde vi samlet 25 mennesker til mad og kagebord. Vejret var godt, og Caroline nød hvert sekund. Det er vejen frem for de næste mange års fødselsdage.

Nu er jeg så småt startet job op igen, og denne gang står den på 5 måneders næsten-fuldtid i en modtagerklasse. Opgaven er spændende, kollegerne er søde - og jeg er hunderæd for, at jeg ikke kan få det til at gå op. Ikke tidsmæssigt, men følelsesmæssigt. Er ungerne klar til, at jeg er så meget væk... Er JEG klar til at være så meget væk fra dem?! Osv. Jeg har lovet mig selv, at hvis ungerne mistrives, må jeg trække mig. Og vi tager en uge ad gangen. Jeg ønsker ikke at ende samme sted, som jeg var i februar. Selvfølgelig ikke for min egen skyld, men i den grad heller ikke for ungernes skyld, for jeg kan næppe have været sjov at være sammen med.