Jeg havde brugt aftenen på at læse de gamle opslag vedr. Toms sygdom og død på Facebook i håb om at få renset ud og få mindsket knuden i maven lidt. Det har virket før, når jeg har haft brug for en tudetur. I går kom der også masser af tårer, men ingen forløsning... Desværre...
I nat havde jeg så endnu en drøm om Tom. Det har jeg haft før, i forskellige udgaver. Fælles for dem er, at han stadig er syg, og jeg ved, at jeg skal miste ham. Enten er han på mystisk vis vendt tilbage, og jeg er ved at rives i stykker over glæde ved at have ham tilbage og sorgen over, at han skal væk fra os igen - og fortvivlelsen over, at vi skal igennem hele processen en gang til.
I nat var drømmen lidt anderledes. I nat var vi ved selve døden.
Jeg drømte....
Tom var syg, var blevet opereret og sendt hjem med beskeden om, at det ikke var godt. Men så kom der brev fra sygehuset om, at det så bedre ud end først antaget, og vi skulle leve vores liv. Det bragte noget lettelse ind i os. Tom valgte kort efter at flytte til København - uden os - og begravede sig i arbejde. Jeg savnede ham, elskede ham og forstod ikke hans valg. En dag fik jeg besked om, at det nu gik ned ad bakke, og at jeg skulle komme ind på sygehuset. Så vidt jeg husker det, var det min leder (i den virkelige verden), der gav mig beskeden, og kørte mig derind. Jeg var alene derinde.
Jeg blev placeret sammen med en gruppe af pårørende til andre patienter, og efter lidt ventetid, kom vi ind på en stue, hvor vores kære lå. Det var tid til at sige farvel.
Tom var omtåget og kunne ikke kende mig. Han smågrinede, småpjattede og døsede hen på skift. På et tidspunkt sagde han med et lille smil "du er nok den sødeste læge, jeg har mødt indtil videre", og jeg spurgte, også med et smil, om det var fordi, jeg kyssede ham?
Efter lidt tid sammen, virkede Tom mere døsig og træt, og derfor var det tid til afsked. Jeg kyssede ham igen og igen - sluttede af med et kys på panden, på næsen og på munden. Noget vi ofte gjorde i virkelighedens verden. Og så kom portørerne og kørte vores elskede væk. Jeg kan huske hans mørkebrune hårtop der bevægede sig let på puden, som det sidste jeg så. Efterfølgende græd jeg. Meget og dybt. Ingen vidste noget om, om han var død, eller hvor lang tid det ville tage, men jeg måtte ikke være hos ham imens.
Efter noget tid og mange mange tårer dukkede min leder op igen, denne gang som en læge. Hun ville gerne undersøge, hvordan det stod til med ham, men i det samme kom en mandlig sygeplejer, der kunne fortælle, at Tom nu var død. Og så ramte sorgen igen. Og jeg vågnede op med knuden i maven, og lysten til at hulke som et lille barn. Og en manglende forståelse for hvorfor jeg ikke måtte være hos ham til det sidste - var det hans beslutning eller hospitalets?
Og følelsen af at have haft ham så tæt på igen har gjort savnet så meget dybere, og sammen med alle de andre grå og triste følelser, der mudrer rundt inden i mig lige nu, er det bare... Træls...
Hold nu op hvor jeg savner det menneske!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar