Overlevelse

Sidste indlæg blev skrevet, da jeg endnu var fyldt op af sommerens mange sejre, og derfor havde energi og kampvilje. Energien forsvandt prompte, da feriefriheden forsvandt med dagligdagens indtog. Caroline startede først i SFO, derefter Magnus i børnehave, mig på job og så blev det igen Carolines tur til nye udfordringer med skolestart. Netop skolestarten var frygtet (for mit vedkommende). Caroline var forventningsfuld, og på selve dagen tænkte jeg, at det her nok skulle gå. Det gjorde det også, lige indtil vi forlod skolegården og gik mod klassen igennem skolens mørke gange. Pludselig ramte det, at sidst vi gik der, på vej til infomøde for noget der lignede et helt liv siden, var Tom med os. Og nu gik min datter der, som den eneste uden en stolt far ved hendes side. Og så tudede jeg. Igen. Resten af skoledagen. Men vi overlevede, og Caroline har taget skolestarten i stiv arm, godt hjulpet af en helt fantastisk lærer. 

Magnus havde desværre lidt sværere ved at finde sig til rette i børnehaven, nu hvor Caroline ikke længere var med som livline. Han skulle finde sin egen plads og egne venner, og det var svært. Han var mut og ked i børnehaven og vred og ked derhjemme. Både Caroline, jeg og kattene fik hans frustrationer at mærke. Han var blevet befri over sommeren, men pludselig kunne han ikke længere lave stort på toilettet, og blev delvist urenlig igen. Det arbejder vi stadig på. 

Jeg har stået på sidelinien til mine børns udfordringer, og samtidig forsøgt at finde tilbage til vores dagligdag igen. Det har været udfordrende, og tappet mig for langt mere energi, end jeg har været bevidst om. Daglige gøremål som madlavning, rengøring, tøjvask osv. har været en kamp, og oftere end jeg bryder mig om at indrømme, har aftensmaden budt på rugbrød eller pizza. Jeg har været træt, pirrelig og trist - og så har jeg også til tider ladet mig svælge lidt vel rigeligt i den selvynk, som jeg så inderligt ønsker at styre udenom.

Så vi har klaret os. Hverken mere eller mindre. Men vi står stadig på vores ben. For kampviljen har vi stadig. Selvom den i perioder går i hi og er svær at se, så er den der, og jeg holder stædigt fast i den. Og nu, hvor dagligdagen begynder at forme sig, og jeg begynder at tro på, at mine unger nok skal klare deres nye hverdag (i hvert fald for nu), og at der står nogen klar til at gribe både dem og jeg - ja, så melder energien sig langsomt igen.