Ulykker. Overfald. Sygdom. Død.
Det sker altid for naboen, og ikke en selv. Sådan tænker man. Sådan tænkte jeg. Lige indtil den dag, jeg og min lille familie pludselig blev naboen. Den dag, hvor vores liv, som vi kendte det, gik i 1000 stykker - og igen 14 dage senere, hvor de 1000 stykker blev pulveriseret.
Min mand, som jeg har elsket på godt og ondt, siden jeg som 17-årig fandt ham, blev d. 1. april 2013 diagnosticeret med en hjernetumor. Den første melding var, at den var stor, sad dårligt, og med stor sandsynlighed var ondartet. Neurokirurgerne på Riget gav os et halmstrå - de ville operere ham. Forundersøgelsen og siden biopsien bekræftede lægernes mistanke; min elskedes hjerne blev ædt op af den ledeste - og desværre også mest almindelige - type af hjernetumorer: glioblastoma multiforme grad IV. Forventet levetid med behandling (ifølge internettet): ½-1½ år.
Han blev opereret d. 8. april, på hans 33-årig fødselsdag. Kirurgen fik fjernet det meste men ikke alt. Operationen tog 6 timer, mod forventet 2. Blodtabet løb op i 2,5 liter. Min elskede kom sig hurtigt ovenpå den hårde operation, og vi begyndte at se frem mod den onkologiske behandling og kæmpede med næb og klør for at holde fast i håbet om, at min mand ville være blandt de mindre end 4 %, der ville være i live efter 5 år.
På 3. dagen efter operationen går det igen ned ad bakke, og d. 14. april får vi besked om, at min elskede ikke vil overleve. Han er dybt komatøs, i respirator, og reagerer ikke på nogen form for stimuli. Hans hjerne bliver most langsomt af den væske, som den lede tumorrest producerer, og den hævelse, som hjernen reagerer med efter det voldsomme indgreb.
D. 14. april kl. 18.22 dør min mand. Jeg har mistet min elskede. Mine børn har mistet deres far. Verden giver ingen mening mere. Og jeg hvisler arrigt og frustreret til lægen, der netop har erklæret min mand død, at man sgu da ikke dør af en hjernetumor - som 33-årig! Og lægen ryster på hovedet.
Men det gør man så - den dag man pludselig selv er naboen.
