At miste sin fremtid og være eneforælder

Kristeligt Dagblad bragte for kort tid siden denne artikel: http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/jane-blev-enke-som-27-aarig-jeg-mistede-min-fremtid

Jeg synes, at det er en sober og meget ærlig artikel - som jeg i øvrigt ofte synes, at artikler fra Kristeligt Dagblad er. De har skrevet en del omkring sorg og at miste, og jeg har deri ofte fundet fællesnævnere til mit eget tab.

Men kvinden i denne artikel beskriver med stort set samme ord, som jeg selv, hvordan det er at miste sin ægtefælle i så ung en alder - og stå alene tilbage med forælderansvaret.

Når man mister i så ung en alder, sørger man selvfølgelig over tabet af den person, man elskede og var så tæt på. Og så sørger man over den fremtid, man skulle have haft. De drømme, håb og ønsker man havde fælles, vil ikke længere blive til noget - i hvert fald ikke i den form, man forventede. 

Tom og jeg var enige om et 3. barn. Han skulle bare lige af med den irriterende hovedpine, og så ville vi gå i gang. Hovedpinen var en tumor, og et par uger senere var han død. Jeg var knap 32, men tanken om ny kæreste og senere hen børn lå meget langt væk. Faktisk var den slet ikke eksisterende. Jeg ønskede af hele mit hjerte stadig det 3. barn, men det skulle være med Tom. Og det var ligesom ikke muligt. 

At miste sin fremtid skal ikke tolkes, som at man aldrig begynder at leve, drømme og håbe igen. Men en del af sorgprocessen - for mig - har været at sige farvel til den fremtid, både Tom og jeg havde planlagt og troet på, at vi skulle opleve sammen. F.eks. flere børn. Den fremtid mister man, når man mister den, man troede man skulle leve sammen med. 

På et tidspunkt begynder man igen at kunne planlægge og have håb og drømme for fremtiden - man skaber en ny fremtid. Hvornår man er klar til det, må være meget individuelt. Jeg begyndte at planlægge nogle ting allerede i de første uger efter, primært praktiske ting som maling af hus og ombygning, men andre ting er jeg stadig i gang med at sige farvel til. 

Et andet aspekt af at miste er, at man står alene tilbage som forælder. Og det kan være benhårdt.

Jeg har en stor familie og nogle meget nære venner, der til hver en tid vil gøre deres ypperste for mig og mine børn - det ved jeg. Men når alt kommer til alt, vil jeg altid være den eneste tilbage, der elsker og bekymrer mig om mine børn, som kun en forælder kan. Jeg kan godt dele mine børns fremskridt og bedrifter med min veninde, søster eller mor. Og jeg ved, at de uden tøven vil tage del i min glæde og stolthed over mit guld. Men i sidste ende vil det aldrig være på helt samme måde, som når man deler glæde og stolthed med den eneste anden i verden, der elsker og kender de her børn, som man selv gør. Den anden forælder. Og det er både ensomt og hjerteknusende at vide, at det er en mangel, man aldrig vil kunne rette op på.

Det sidste halve år

Sidst jeg skrev herinde, var jeg mere hudløs, end jeg før har været, tror jeg. Jeg havde et hjerte, der galopperede, og jeg kunne intet overskue. 

Kort efter vinterferien endte jeg stortudende (igen) på min leders kontor, hvor jeg heldigvis mødte en stor anerkendelse og omsorg - ligesom fra de kolleger, der "greb" mig i faldet. Og jeg måtte også en tur omkring min læge til EKG, blodprøver og et par samtaler om at håndtere stress. 

Endnu et hak i stoltheden - tjek!

Derefter gik tiden. April bød på en del sygdom hos både mig selv, Magnus og kattene. Vi har omdøbt dem til Mister Bigspender og Sir Cost-A-lot! Måneden bød også på alle de trælse mærkedage. Noget, der slog mig i år var, at ikke engang Toms fødselsdag er en rar dag - vi prøver, og vi fejrer. Men dagen vil altid være den dag, hvor han gennemgik 6 timers hjerneoperation... Til ingen verdens nytte. 

Nå, vi overlevede også i år. Og maj gik, og juni med. Og SÅ! var det sommerferie. Jeg har talt ned til den i et år! Sidste sommer fik vi ikke megen ferie, da vi byggede om, så vi trængte til at komme helt ned i gear. Det gjorde vi også. Vi havde lånt et sommerhus på Fyn, og tog afsted med en masse planer. Bilen valgte dog at lave numre, og planerne nåede vi ikke. Hjemme igen begyndte jeg at føle mig stresset med kvalme og ondt i maven hele tiden. Jeg havde mavesyreangreb, og endte med at gnaske Alminox, som var det slik. Efter knap 1,5 uge gik det helt galt. Jeg fik ondt, trykken omkring brystet, svært ved at trække vejret for smerter og var virkelig sølle. Kort historie lang endte jeg med mit livs første ambulanceturer (i hvert fald med mig selv bag i) og en 2 døgns indlæggelse i Slagelse. De frygtede en blodprop i hjertet - det viste sig at være galdesten. Ikke tilnærmelsesvis lige så farlig, men til gengæld umanerligt modbydeligt. Jeg er åbenbart massivt arveligt disponeret, og de var søde at give mig en hurtig tid, så den blev fjernet ugen efter - på samme dag som jeg skulle have startet job op.

Det er nu 6 dage siden, og jeg er i klar bedring - dog noget overrasket over, hvor langt tid man er påvirket af sådanne et relativt lille indgreb.

Midt i det hele havde Caroline fødselsdag, og det blev den absolut bedste dag i hele ferien. Stille og rolig formiddag med en glad pige, og om aftenen havde vi samlet 25 mennesker til mad og kagebord. Vejret var godt, og Caroline nød hvert sekund. Det er vejen frem for de næste mange års fødselsdage.

Nu er jeg så småt startet job op igen, og denne gang står den på 5 måneders næsten-fuldtid i en modtagerklasse. Opgaven er spændende, kollegerne er søde - og jeg er hunderæd for, at jeg ikke kan få det til at gå op. Ikke tidsmæssigt, men følelsesmæssigt. Er ungerne klar til, at jeg er så meget væk... Er JEG klar til at være så meget væk fra dem?! Osv. Jeg har lovet mig selv, at hvis ungerne mistrives, må jeg trække mig. Og vi tager en uge ad gangen. Jeg ønsker ikke at ende samme sted, som jeg var i februar. Selvfølgelig ikke for min egen skyld, men i den grad heller ikke for ungernes skyld, for jeg kan næppe have været sjov at være sammen med.