Det sidste halve år

Sidst jeg skrev herinde, var jeg mere hudløs, end jeg før har været, tror jeg. Jeg havde et hjerte, der galopperede, og jeg kunne intet overskue. 

Kort efter vinterferien endte jeg stortudende (igen) på min leders kontor, hvor jeg heldigvis mødte en stor anerkendelse og omsorg - ligesom fra de kolleger, der "greb" mig i faldet. Og jeg måtte også en tur omkring min læge til EKG, blodprøver og et par samtaler om at håndtere stress. 

Endnu et hak i stoltheden - tjek!

Derefter gik tiden. April bød på en del sygdom hos både mig selv, Magnus og kattene. Vi har omdøbt dem til Mister Bigspender og Sir Cost-A-lot! Måneden bød også på alle de trælse mærkedage. Noget, der slog mig i år var, at ikke engang Toms fødselsdag er en rar dag - vi prøver, og vi fejrer. Men dagen vil altid være den dag, hvor han gennemgik 6 timers hjerneoperation... Til ingen verdens nytte. 

Nå, vi overlevede også i år. Og maj gik, og juni med. Og SÅ! var det sommerferie. Jeg har talt ned til den i et år! Sidste sommer fik vi ikke megen ferie, da vi byggede om, så vi trængte til at komme helt ned i gear. Det gjorde vi også. Vi havde lånt et sommerhus på Fyn, og tog afsted med en masse planer. Bilen valgte dog at lave numre, og planerne nåede vi ikke. Hjemme igen begyndte jeg at føle mig stresset med kvalme og ondt i maven hele tiden. Jeg havde mavesyreangreb, og endte med at gnaske Alminox, som var det slik. Efter knap 1,5 uge gik det helt galt. Jeg fik ondt, trykken omkring brystet, svært ved at trække vejret for smerter og var virkelig sølle. Kort historie lang endte jeg med mit livs første ambulanceturer (i hvert fald med mig selv bag i) og en 2 døgns indlæggelse i Slagelse. De frygtede en blodprop i hjertet - det viste sig at være galdesten. Ikke tilnærmelsesvis lige så farlig, men til gengæld umanerligt modbydeligt. Jeg er åbenbart massivt arveligt disponeret, og de var søde at give mig en hurtig tid, så den blev fjernet ugen efter - på samme dag som jeg skulle have startet job op.

Det er nu 6 dage siden, og jeg er i klar bedring - dog noget overrasket over, hvor langt tid man er påvirket af sådanne et relativt lille indgreb.

Midt i det hele havde Caroline fødselsdag, og det blev den absolut bedste dag i hele ferien. Stille og rolig formiddag med en glad pige, og om aftenen havde vi samlet 25 mennesker til mad og kagebord. Vejret var godt, og Caroline nød hvert sekund. Det er vejen frem for de næste mange års fødselsdage.

Nu er jeg så småt startet job op igen, og denne gang står den på 5 måneders næsten-fuldtid i en modtagerklasse. Opgaven er spændende, kollegerne er søde - og jeg er hunderæd for, at jeg ikke kan få det til at gå op. Ikke tidsmæssigt, men følelsesmæssigt. Er ungerne klar til, at jeg er så meget væk... Er JEG klar til at være så meget væk fra dem?! Osv. Jeg har lovet mig selv, at hvis ungerne mistrives, må jeg trække mig. Og vi tager en uge ad gangen. Jeg ønsker ikke at ende samme sted, som jeg var i februar. Selvfølgelig ikke for min egen skyld, men i den grad heller ikke for ungernes skyld, for jeg kan næppe have været sjov at være sammen med.