Jeg synes, at det er en sober og meget ærlig artikel - som jeg i øvrigt ofte synes, at artikler fra Kristeligt Dagblad er. De har skrevet en del omkring sorg og at miste, og jeg har deri ofte fundet fællesnævnere til mit eget tab.
Men kvinden i denne artikel beskriver med stort set samme ord, som jeg selv, hvordan det er at miste sin ægtefælle i så ung en alder - og stå alene tilbage med forælderansvaret.
Når man mister i så ung en alder, sørger man selvfølgelig over tabet af den person, man elskede og var så tæt på. Og så sørger man over den fremtid, man skulle have haft. De drømme, håb og ønsker man havde fælles, vil ikke længere blive til noget - i hvert fald ikke i den form, man forventede.
Tom og jeg var enige om et 3. barn. Han skulle bare lige af med den irriterende hovedpine, og så ville vi gå i gang. Hovedpinen var en tumor, og et par uger senere var han død. Jeg var knap 32, men tanken om ny kæreste og senere hen børn lå meget langt væk. Faktisk var den slet ikke eksisterende. Jeg ønskede af hele mit hjerte stadig det 3. barn, men det skulle være med Tom. Og det var ligesom ikke muligt.
At miste sin fremtid skal ikke tolkes, som at man aldrig begynder at leve, drømme og håbe igen. Men en del af sorgprocessen - for mig - har været at sige farvel til den fremtid, både Tom og jeg havde planlagt og troet på, at vi skulle opleve sammen. F.eks. flere børn. Den fremtid mister man, når man mister den, man troede man skulle leve sammen med.
På et tidspunkt begynder man igen at kunne planlægge og have håb og drømme for fremtiden - man skaber en ny fremtid. Hvornår man er klar til det, må være meget individuelt. Jeg begyndte at planlægge nogle ting allerede i de første uger efter, primært praktiske ting som maling af hus og ombygning, men andre ting er jeg stadig i gang med at sige farvel til.
Et andet aspekt af at miste er, at man står alene tilbage som forælder. Og det kan være benhårdt.
Jeg har en stor familie og nogle meget nære venner, der til hver en tid vil gøre deres ypperste for mig og mine børn - det ved jeg. Men når alt kommer til alt, vil jeg altid være den eneste tilbage, der elsker og bekymrer mig om mine børn, som kun en forælder kan. Jeg kan godt dele mine børns fremskridt og bedrifter med min veninde, søster eller mor. Og jeg ved, at de uden tøven vil tage del i min glæde og stolthed over mit guld. Men i sidste ende vil det aldrig være på helt samme måde, som når man deler glæde og stolthed med den eneste anden i verden, der elsker og kender de her børn, som man selv gør. Den anden forælder. Og det er både ensomt og hjerteknusende at vide, at det er en mangel, man aldrig vil kunne rette op på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar