Mit 2015...

Jeg sidder her på årets sidste dag (faktisk er det nok nærmere nat, eftersom kl. er 02.08 - i skrivende stund) og læser de tidligere indlæg, jeg har lavet. Jeg husker tydeligt de følelser, der rørte sig i mig, når jeg skrev dem. Men jeg har nok glemt, at jeg faktisk har haft det sådan. 

F.eks sidste års nytårsindlæg, hvor jeg konstaterer, at julen og nytåret i 2014 nok har været de hårdeste og koldeste, vi endnu har oplevet. Jeg husker godt, at det ikke var en dans på roser. Jeg husker bare ikke, at det var SÅ slemt. Måske fordi 2015-udgaven trumfer 2014? Og det er ærlig talt ufedt.

Realiteten er, at jeg er nede og skrabe bunden. Håber jeg, for ellers bliver det da uudholdeligt. Min læge kalder det for en belastningsreaktion, jeg frygter en depression, og vi holder vist alle vejret lidt, indtil jeg har talt med psykologen. Jeg har valgt at kontakte den samme psykolog, som jeg gik ved, da Tom døde. Jeg har tillid til hende, hun kender min historie, og jeg ved, hvor hendes praksis ligger.

Hvordan jeg er endt her? Hvis jeg vidste det, havde jeg også en ide om, hvordan jeg kom ud af det igen. Men det gør jeg ikke. Desværre.

Lige netop denne omgang startede i starten af december, men har nok været under opbygning længe. Jeg kan i hvert fald se på de tidligere indlæg, at nogle af følelserne har været på banen før.

Torsdag d. 3. december fødte min søster min nevø. Hendes første barn. En skøn dreng. Vi skyndte os til Hvidovre for at hilse den lille lækkerbidsken velkommen. Kort inden vi skulle hjem igen, kastede Caroline op udover det meste af barselsstuen. Vel hjemme senere på aftenen kastede hun op igen. Under rengøringen fik jeg kontaktet morfar, der ville passe hende næste dag, og Faster for at udskyde den planlagte jyllandstur.

Resten af natten foregik på sofaen - uden søvn... Natten til lørdag fulgte samme mønster, dog med opkastningerne afløst af ondt i maven. I løbet af lørdagen klarede Caroline op, og jeg håbede på en nats søvn natten til søndag. Jeg fik ca. 3 timer før Magnus stod ved min seng og ikke kunne trække vejret. Ravnemor her havde selvfølgelig glemt hans spacer i børnehaven. Jeg håbede, at vi kunne holde den, indtil apoteket havde nødåbent, så jeg kunne hente en ny deroppe, men et par timer inden måtte jeg erkende, at han ikke kunne klare den så længe, så Caroline blev sendt til vennerne, og Magnus og jeg kørte på børneafdelingen, hvor nogle masker og en ny spacer hjalp. Da vi skulle hjem 5 timer senere, kørte vi forbi Bilka, da vores skabe var tomme, og vi manglede kattegrus, som kun fås i Bilka eller Føtex. Vi nåede at samle en hel vogn, og Magnus sad oppe i den og slappede af. Indtil han midt i Bilka kastede op udover det hele. Varer, vogn, gulv - og sig selv. Kunderne i Bilka hjalp hurtigt til, personalet var noget sløvt. Men efter noget tid kunne vi kører tomhændet hjem.

Vel hjemme blussede astmaen op igen, men efter aftale med børneafdelingen fik vi lov at blive hjemme, og give spaceren en chance mere. Det hjalp, men den skulle gives hver 3. time natten over, så det blev ikke til megen søvn. Heller ikke den nat.

Mandag tog jeg på job med Magnus på slæb, så jeg kunne holde øje med vejrtrækning og give ham spaceren. Vi kørte hjem efter endt undervisning - eller dvs vi kørte op og handlede, da alt var tomt hjemme.

Vel hjemme sov jeg stort set hele eftermiddagen. Jeg havde svær kvalme, hvilket jeg har oplevet før ved udmattelse og træthed, så jeg lagde ikke så meget i det. Tirsdag tog jeg på job, stadig med ekstrem kvalme. Jeg måtte kapitulere efter 2 timer og tage hjem, hvor jeg sov, indtil børnene skulle hentes. Onsdag var jeg på job, natten til torsdag kastede Magnus op, og oldefar passede ham torsdag. Fredag havde jeg omsorgsdag, og den dag ramte frygten mig første gang - for om kvalmen, trætheden og nedtryktheden ikke var udmattelse, men en depression. Lørdag og søndag var svære, men gik. Mandag var hård, da begge børn var afsted, selvom jeg havde omsorgsdag. Magnus skulle gå Lucia, så jeg skulle over og se det. Det var også hårdt. At skulle ud. Og være sammen med så mange andre (glade) mennesker.

Tirsdag tog jeg på job. Og onsdag tog jeg afsted, men nåede kun parkeringspladsen før læsset væltede og tårerne strømmede. Uheldigvis var der kun et par sekretærer, der ikke kendte mig eller min historie, så måtte vente på min leder. Hun kom dog hurtigt, og vi fik snakket. Som altid havde jeg svært ved at finde en årsag, og som altid kunne jeg ikke stoppe tårerne igen. Hun syntes, at jeg skulle tage hjem, hvilket jeg ikke ville, så vi blev enige om, at jeg gik en tur, og så kunne vi vurderer det bagefter. Jeg gik en tur i det mest deprimerende gråvejr. Da jeg vendte tilbage, stødte jeg ind i afdelingslederen, og så strømmede tårerne igen. Så jeg tog hjem. Heldigvis havde jeg en lægetid samme dag, hvor jeg kunne få snakket om frygten for depression, og heldigvis har jeg en god og tålmodig læge. Jeg fik en henvisning til psykolog. Og tilbud om antidepressiv medicin samt sovepiller, da min søvnrytme var ude af kurs. Jeg sagde ja til psykolog og nej til piller.

Efter en frygtelig nat måtte jeg sygemelde mig torsdag, og kapitulere hos lægen, som udskrev indslumringspiller. Torsdag eftermiddag var der igen Lucia i børnehaven, hvor moster, Morfar, veninde og jeg havde lovet Magnus at møde op. Det var benhårdt at komme afsted. Jeg var meget tæt på at bakke ud, og kun løftet til Magnus om at komme fik mig afsted.

Jeg havde tidligere på dagen talt med min leder og aftalt, at jeg var hjemme fredag, men kunne komme ledning ønske god jul. Indslumringspillen havde virket fantastisk på min søvn, og det gav er lidt mere positivt sind, så jeg tog derned fredag. Jeg hylede det meste af tiden, men fik sagt god jul til en del. Jeg kom også til julefrokosten om aftenen, selvom jeg var tæt på at lade være. Det var godt at gå på juleferie med en form for succesoplevelse midt i den miserable sump af gråt...

Jeg fik sovet godt igen natten til lørdag, og begyndte at mærke fremgang. Natten til søndag var knap så god, og så var jeg næsten tilbage til start. Søndag aften spiste vi hos vores venner, og bagefter skulle vi til Bilka efter de sidste gaver. På vej derned begyndte en lampe i min elskede bil at lyse. Heldigvis kunne vi køre videre, men mandag morgen måtte jeg en tur til mekaniker. Det korte af det lange er, at jeg efter nogle timer kom hjem - og havde købt ny bil... Dog først med levering mellem jul og nytår. 

Dagene op til jul var præget af en del op og nedture. Juleaften var frygtet, men blev en hyggelig aften. Julestemningen indfandt sig ikke, men nød at se børnenes glæde.

Dagen efter var der julefrokost i Toms familie. Det startede fint, indtil en af fætrene kommenterede på, at jeg aldrig svarede på hans opkald. Måtte forklare, at det var svært for mig med tiden generelt og med overskuddet i særdeleshed. Endte med at sidde og tude. Igen. Det var ikke fedt.

Resten af juledagene gik herhjemme med udpakning, oprydning, afslapning osv. Håbede det ville fjerne det sidste af den grå håbløshed, der ligesom hænger fast i mig, men det skete ikke. Tirsdag aften kørte Magnus og jeg igen til Bilka, og halvvejs igennem fik jeg den panikføkelde af, at det her kunne jeg ikke gennemføre. Knuden i maven blev hårdere, men fortsatte og kom igennem. Vel hjemme fik vi tømt bilen, og i går fik vi så byttet den til den nye.

Den nye er lille, lækker og med fedt udstyr. Men glæden er til at overse. Det var hårdt at skille sig af med den gamle, der har været som en god og tryg ven i en voldsom tid. 

Og det er lidt det, der kendetegner mig for tiden. Jeg kan ikke finde noget at glæde mig over. Eller glæde mig til. Alt er gråt og trist og meningsløst. Jeg har mistet mine fokuspunkter, der normalt ville kunne bringe mig lidt glæde, ro, mening og forventning. Før var det ofte det kreative, der var mit helle. Eller en god film. Eller en serie, som jeg kunne se uden den store tankevirksomhed. Men intet af det hjælper mere. Eller det holder kun ganske kortvarigt. Jeg kan ikke finde de små ting, der holder det grå i skak. Jeg har kvalme, er trist, træt og har svært ved at komme i gang. Jeg har lyst til at tude meget af tiden, men kan ikke få hul på det, så det sidder som en knude i mig. 

Pt. ligger jeg i min seng (det er nu omkring middagstid), og kan ikke stå op. Fordi jeg føler at verden vil bryde sammen omkring mig - og der er ingen mening. Jeg har mest af alt lyst til at bakke ud af den nytårsmiddag, vi skal til i aften.

Min største frygt i alt det her er, at jeg ikke kan være en god mor for mine børn. At jeg kommer så langt ned, at jeg ikke har overskud til at opfylde deres behov, at elske dem som de skal, når nu jeg er eneste forælder tilbage. At jeg svigter dem, fordi jeg er så blændet af grålighed, at jeg ikke ser deres behov for omsorg og kærlighed.

Det her er kommet ret hurtigt. Altså følelserne. Men optakten har som sagt været lang. Og det her indlæg er langt i sig selv. Jeg vil i næste indlæg fokusere på mit 2015, og de ting, der måske har ledt hertil.

At miste sin fremtid og være eneforælder

Kristeligt Dagblad bragte for kort tid siden denne artikel: http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/jane-blev-enke-som-27-aarig-jeg-mistede-min-fremtid

Jeg synes, at det er en sober og meget ærlig artikel - som jeg i øvrigt ofte synes, at artikler fra Kristeligt Dagblad er. De har skrevet en del omkring sorg og at miste, og jeg har deri ofte fundet fællesnævnere til mit eget tab.

Men kvinden i denne artikel beskriver med stort set samme ord, som jeg selv, hvordan det er at miste sin ægtefælle i så ung en alder - og stå alene tilbage med forælderansvaret.

Når man mister i så ung en alder, sørger man selvfølgelig over tabet af den person, man elskede og var så tæt på. Og så sørger man over den fremtid, man skulle have haft. De drømme, håb og ønsker man havde fælles, vil ikke længere blive til noget - i hvert fald ikke i den form, man forventede. 

Tom og jeg var enige om et 3. barn. Han skulle bare lige af med den irriterende hovedpine, og så ville vi gå i gang. Hovedpinen var en tumor, og et par uger senere var han død. Jeg var knap 32, men tanken om ny kæreste og senere hen børn lå meget langt væk. Faktisk var den slet ikke eksisterende. Jeg ønskede af hele mit hjerte stadig det 3. barn, men det skulle være med Tom. Og det var ligesom ikke muligt. 

At miste sin fremtid skal ikke tolkes, som at man aldrig begynder at leve, drømme og håbe igen. Men en del af sorgprocessen - for mig - har været at sige farvel til den fremtid, både Tom og jeg havde planlagt og troet på, at vi skulle opleve sammen. F.eks. flere børn. Den fremtid mister man, når man mister den, man troede man skulle leve sammen med. 

På et tidspunkt begynder man igen at kunne planlægge og have håb og drømme for fremtiden - man skaber en ny fremtid. Hvornår man er klar til det, må være meget individuelt. Jeg begyndte at planlægge nogle ting allerede i de første uger efter, primært praktiske ting som maling af hus og ombygning, men andre ting er jeg stadig i gang med at sige farvel til. 

Et andet aspekt af at miste er, at man står alene tilbage som forælder. Og det kan være benhårdt.

Jeg har en stor familie og nogle meget nære venner, der til hver en tid vil gøre deres ypperste for mig og mine børn - det ved jeg. Men når alt kommer til alt, vil jeg altid være den eneste tilbage, der elsker og bekymrer mig om mine børn, som kun en forælder kan. Jeg kan godt dele mine børns fremskridt og bedrifter med min veninde, søster eller mor. Og jeg ved, at de uden tøven vil tage del i min glæde og stolthed over mit guld. Men i sidste ende vil det aldrig være på helt samme måde, som når man deler glæde og stolthed med den eneste anden i verden, der elsker og kender de her børn, som man selv gør. Den anden forælder. Og det er både ensomt og hjerteknusende at vide, at det er en mangel, man aldrig vil kunne rette op på.

Det sidste halve år

Sidst jeg skrev herinde, var jeg mere hudløs, end jeg før har været, tror jeg. Jeg havde et hjerte, der galopperede, og jeg kunne intet overskue. 

Kort efter vinterferien endte jeg stortudende (igen) på min leders kontor, hvor jeg heldigvis mødte en stor anerkendelse og omsorg - ligesom fra de kolleger, der "greb" mig i faldet. Og jeg måtte også en tur omkring min læge til EKG, blodprøver og et par samtaler om at håndtere stress. 

Endnu et hak i stoltheden - tjek!

Derefter gik tiden. April bød på en del sygdom hos både mig selv, Magnus og kattene. Vi har omdøbt dem til Mister Bigspender og Sir Cost-A-lot! Måneden bød også på alle de trælse mærkedage. Noget, der slog mig i år var, at ikke engang Toms fødselsdag er en rar dag - vi prøver, og vi fejrer. Men dagen vil altid være den dag, hvor han gennemgik 6 timers hjerneoperation... Til ingen verdens nytte. 

Nå, vi overlevede også i år. Og maj gik, og juni med. Og SÅ! var det sommerferie. Jeg har talt ned til den i et år! Sidste sommer fik vi ikke megen ferie, da vi byggede om, så vi trængte til at komme helt ned i gear. Det gjorde vi også. Vi havde lånt et sommerhus på Fyn, og tog afsted med en masse planer. Bilen valgte dog at lave numre, og planerne nåede vi ikke. Hjemme igen begyndte jeg at føle mig stresset med kvalme og ondt i maven hele tiden. Jeg havde mavesyreangreb, og endte med at gnaske Alminox, som var det slik. Efter knap 1,5 uge gik det helt galt. Jeg fik ondt, trykken omkring brystet, svært ved at trække vejret for smerter og var virkelig sølle. Kort historie lang endte jeg med mit livs første ambulanceturer (i hvert fald med mig selv bag i) og en 2 døgns indlæggelse i Slagelse. De frygtede en blodprop i hjertet - det viste sig at være galdesten. Ikke tilnærmelsesvis lige så farlig, men til gengæld umanerligt modbydeligt. Jeg er åbenbart massivt arveligt disponeret, og de var søde at give mig en hurtig tid, så den blev fjernet ugen efter - på samme dag som jeg skulle have startet job op.

Det er nu 6 dage siden, og jeg er i klar bedring - dog noget overrasket over, hvor langt tid man er påvirket af sådanne et relativt lille indgreb.

Midt i det hele havde Caroline fødselsdag, og det blev den absolut bedste dag i hele ferien. Stille og rolig formiddag med en glad pige, og om aftenen havde vi samlet 25 mennesker til mad og kagebord. Vejret var godt, og Caroline nød hvert sekund. Det er vejen frem for de næste mange års fødselsdage.

Nu er jeg så småt startet job op igen, og denne gang står den på 5 måneders næsten-fuldtid i en modtagerklasse. Opgaven er spændende, kollegerne er søde - og jeg er hunderæd for, at jeg ikke kan få det til at gå op. Ikke tidsmæssigt, men følelsesmæssigt. Er ungerne klar til, at jeg er så meget væk... Er JEG klar til at være så meget væk fra dem?! Osv. Jeg har lovet mig selv, at hvis ungerne mistrives, må jeg trække mig. Og vi tager en uge ad gangen. Jeg ønsker ikke at ende samme sted, som jeg var i februar. Selvfølgelig ikke for min egen skyld, men i den grad heller ikke for ungernes skyld, for jeg kan næppe have været sjov at være sammen med.

Hudløs

Jeg synes, det er lidt svært for tiden. Ikke svært på den tænderskærende, sønderrivende psykeflænsende måde. Mere på sådan en grålig, mudrende måde, der er åndssvagt svær at sætte ord på.

Jeg kan mærke det fysisk. Jeg har ind imellem hjertebanken, som om hjertet springer et slag over og så slår ekstra hårdt to-tre gange for at kompensere. Jeg havde i sidste uge et anfald af mavesyre, som jeg ikke har haft, siden den nat for snart to år siden, hvor Tom og jeg var indlagt på Slagelse og netop havde modtaget nyheden om, at kirurgerne på Riget heldigvis ville forsøge at operere. Jeg er træt, uoplagt og føler mig presset af selv små sociale arrangementer. Og så er jeg hudløs... Mere end jeg har været længe. Følelserne ligger hele tiden lige under overfladen. 

I dag skulle jeg fortælle min arbejdsplads, at jeg har takket ja til et tilbud om samtaler til min datter i Børn, Unge og Sorg. Hun er stadig en stærk og gæv pige, der klarer sig godt i skolen, men hun viser også nogle tegn på, at det er rigtig svært for hende til tider. Især derhjemme, hvor konfliktniveauet til tider er højt, da hun helst skal have styr på alt og, desværre, påtager sig alt for mange voksen-bekymringer. Psykologen i Børn, Unge og Sorg vil gerne hjælpe med nogle redskaber til primært at tackle hendes bekymring om der skulle ske mig noget. 

Anyway - i dag skulle jeg så fortælle min chef, at jeg mindst en gang om måneden ikke ville være til rådighed. Det blev modtaget med stor støtte og uden negativitet. Min chef spurgte ind til, hvorfor man først ser en reaktion nu, og kunne mærke klumpen i halsen med det samme. Det medførte skælvende stemme, "tudse" i halsen og flakkende øjne - og jeg vidste, at han kunne se, at jeg var berørt. Og det orkede jeg bare ikke lige der - med undervisning 7 minutter senere, var et sammenbrud ikke rigtig belejligt. Men hvor jeg dog hader det. Jeg hader, at vi er sat i den her situation, hvor mine børn har brug for ekstra hjælp til at tackle sider af livet, som de slet ikke burde kende til endnu. Jeg hader, at jeg - knap to år efter - stadig kan blive ramt af den her hudløshed, som er fuldstændig ligeglad med min blufærdighed over for at vise andre mennesker mine svagheder. I hvert fald uden at jeg har et decideret valg. Og jeg hader, at jeg ikke helt ved, hvorfor den her hudløshed er opstået.

Måske er det fordi, årsdagene nærmer sig. Måske er det fordi, jeg igen overvejer min fremtid, og ikke rigtig kan få hul igennem til, hvad jeg egentlig vil, og om jeg skal fortsætte som vikar her, på en anden skole, eller finde noget helt andet. Hvis jeg skal finde ny uddannelse, hvad skal det så være, og hvornår er jeg stærk nok som person til at tage udfordringen op - og hvornår er vi stærke nok som familie.

Fordelene ved nuværende job er, at jeg kan sige til og fra, som jeg har brug for, jeg tjener en god timeløn, og kan derfor nøjes med relativt få timer om ugen, og jeg har ferie i alle skolens ferier, således at mine børn får gode lange pauser. 

Ulempen er, at jeg aldrig rigtig ved, om der er timer nok, om jeg vil blive brugt nok, at jeg ikke er sikret ved sygdom, ikke sparer op til pension, og at jeg hele tiden ved, at selvom jeg måske nok er den vikar, alle gerne vil have i deres klasse, så er jeg trods alt kun vikar og dermed altid det sekundære valg. Jeg besidder dybest set et pausejob, og selvom jeg bestemt ligger en masse faglig stolthed i det, og nægter at lade vikartimer være lig med spildtid, så kan jeg ikke undgå at føle et vist mindreværd...

Jeg overvejer at kontakte en uddannelseskonsulent, men bare tanken om at gøre det, trætter mig... Og skræmmer mig. Selv det at skifte fra min nuværende skole til en anden er skræmmende. Jeg ved, at jeg er velrespekteret, har mange timer, og at mine kollegaer ved, hvad jeg kan og står for - og jeg kender stort set alle børnene. På en ny skole skal jeg starte forfra med alt det, og jeg ved ikke, om det ville lykkes igen. Samtidig har jeg haft en enorm støtte, rummelighed og tryghed fra mit nuværende sted ift. tabet af Tom. 

Omvendt ville et skifte måske give lidt frisk luft. Ikke alle kender til mit tab, og dermed kan jeg selv styre hvornår og hvor meget jeg vil fortælle (hvilket nok ville blive alt, med det samme - er en åben person). Jeg tror bare, at jeg vil rykke af de rigtig grunde - det skal ikke være en flugt, da det hele så bare flytter med.

Om det er det, der skaber hudløshed og angstanfaldlignende symptomer, ved jeg ikke... Og det irriterer mig til hudløshed 😑😏

Godt nytår...

Så blev det 2015. Endnu en jul og endnu et nytår er overstået. Uden Tom.

Jeg synes, at begge dele har været endnu hårdere og koldere end sidste år. Om det for julens vedkommende var fordi, vi holdte julen hjemme og dermed havde en noget større arbejdsbyrde end sidste år, kan jeg ikke helt sige. Men det er sikkert en del af forklaringen. 

Nytåret vil altid være anderledes. Nytåret var Toms fest. Han elskede fyrværkeriet, den lækre mad, der skulle laves, pynten - og ikke mindst samværet med venner og familie. Og i lige præcis det samvær mærkede jeg i år, hvor ensomme vi - eller nok mest jeg - er. Der var simpelthen ikke plads til os nogen steder. Alle havde planer, hvor vi ikke passede ind. Og selvom jeg godt vidste, at alle havde ret til deres egne planer, har jeg sjældent følt mig mere udenfor, overflødig, svigtet og til overs. Jeg plejer at sende en jule- og nytårshilsen ud hvert år. I år droppede jeg det, primært fordi jeg prøver at efterleve "har du ikke noget pænt at sige, så lad være med at sige noget"-ordsproget. I stedet sad jeg og knurrende over alle de andres nytårsopdateringer.

Vi planlagde og rustede os mentalt til en aften alene, men da Magnus dagen før nytår konstaterede højlydt, at han ikke ville være alene, fandt vi alligevel plads hos min mor og hendes mand. Og det var en ganske hyggelig aften. Højtideligheden og den spændte forventning om et nyt år og dets begivenheder indfandt sig aldrig. Jeg kan godt spekulere på, om den nogensinde vil vende tilbage. Men det blev en god, varm og hyggelig aften, og jeg kunne godt se det, som en tilbagevendende tradition. Men følelsen af svigt og overflødighed sidder stadig i mig, og kræver nok noget tid at sluge. Det blev meget tydeligt, hvor få venner, der faktisk er tilbage. Stadig mange bekendte, men meget få venner...

Godt nytår