F.eks sidste års nytårsindlæg, hvor jeg konstaterer, at julen og nytåret i 2014 nok har været de hårdeste og koldeste, vi endnu har oplevet. Jeg husker godt, at det ikke var en dans på roser. Jeg husker bare ikke, at det var SÅ slemt. Måske fordi 2015-udgaven trumfer 2014? Og det er ærlig talt ufedt.
Realiteten er, at jeg er nede og skrabe bunden. Håber jeg, for ellers bliver det da uudholdeligt. Min læge kalder det for en belastningsreaktion, jeg frygter en depression, og vi holder vist alle vejret lidt, indtil jeg har talt med psykologen. Jeg har valgt at kontakte den samme psykolog, som jeg gik ved, da Tom døde. Jeg har tillid til hende, hun kender min historie, og jeg ved, hvor hendes praksis ligger.
Hvordan jeg er endt her? Hvis jeg vidste det, havde jeg også en ide om, hvordan jeg kom ud af det igen. Men det gør jeg ikke. Desværre.
Lige netop denne omgang startede i starten af december, men har nok været under opbygning længe. Jeg kan i hvert fald se på de tidligere indlæg, at nogle af følelserne har været på banen før.
Torsdag d. 3. december fødte min søster min nevø. Hendes første barn. En skøn dreng. Vi skyndte os til Hvidovre for at hilse den lille lækkerbidsken velkommen. Kort inden vi skulle hjem igen, kastede Caroline op udover det meste af barselsstuen. Vel hjemme senere på aftenen kastede hun op igen. Under rengøringen fik jeg kontaktet morfar, der ville passe hende næste dag, og Faster for at udskyde den planlagte jyllandstur.
Resten af natten foregik på sofaen - uden søvn... Natten til lørdag fulgte samme mønster, dog med opkastningerne afløst af ondt i maven. I løbet af lørdagen klarede Caroline op, og jeg håbede på en nats søvn natten til søndag. Jeg fik ca. 3 timer før Magnus stod ved min seng og ikke kunne trække vejret. Ravnemor her havde selvfølgelig glemt hans spacer i børnehaven. Jeg håbede, at vi kunne holde den, indtil apoteket havde nødåbent, så jeg kunne hente en ny deroppe, men et par timer inden måtte jeg erkende, at han ikke kunne klare den så længe, så Caroline blev sendt til vennerne, og Magnus og jeg kørte på børneafdelingen, hvor nogle masker og en ny spacer hjalp. Da vi skulle hjem 5 timer senere, kørte vi forbi Bilka, da vores skabe var tomme, og vi manglede kattegrus, som kun fås i Bilka eller Føtex. Vi nåede at samle en hel vogn, og Magnus sad oppe i den og slappede af. Indtil han midt i Bilka kastede op udover det hele. Varer, vogn, gulv - og sig selv. Kunderne i Bilka hjalp hurtigt til, personalet var noget sløvt. Men efter noget tid kunne vi kører tomhændet hjem.
Vel hjemme blussede astmaen op igen, men efter aftale med børneafdelingen fik vi lov at blive hjemme, og give spaceren en chance mere. Det hjalp, men den skulle gives hver 3. time natten over, så det blev ikke til megen søvn. Heller ikke den nat.
Mandag tog jeg på job med Magnus på slæb, så jeg kunne holde øje med vejrtrækning og give ham spaceren. Vi kørte hjem efter endt undervisning - eller dvs vi kørte op og handlede, da alt var tomt hjemme.
Vel hjemme sov jeg stort set hele eftermiddagen. Jeg havde svær kvalme, hvilket jeg har oplevet før ved udmattelse og træthed, så jeg lagde ikke så meget i det. Tirsdag tog jeg på job, stadig med ekstrem kvalme. Jeg måtte kapitulere efter 2 timer og tage hjem, hvor jeg sov, indtil børnene skulle hentes. Onsdag var jeg på job, natten til torsdag kastede Magnus op, og oldefar passede ham torsdag. Fredag havde jeg omsorgsdag, og den dag ramte frygten mig første gang - for om kvalmen, trætheden og nedtryktheden ikke var udmattelse, men en depression. Lørdag og søndag var svære, men gik. Mandag var hård, da begge børn var afsted, selvom jeg havde omsorgsdag. Magnus skulle gå Lucia, så jeg skulle over og se det. Det var også hårdt. At skulle ud. Og være sammen med så mange andre (glade) mennesker.
Tirsdag tog jeg på job. Og onsdag tog jeg afsted, men nåede kun parkeringspladsen før læsset væltede og tårerne strømmede. Uheldigvis var der kun et par sekretærer, der ikke kendte mig eller min historie, så måtte vente på min leder. Hun kom dog hurtigt, og vi fik snakket. Som altid havde jeg svært ved at finde en årsag, og som altid kunne jeg ikke stoppe tårerne igen. Hun syntes, at jeg skulle tage hjem, hvilket jeg ikke ville, så vi blev enige om, at jeg gik en tur, og så kunne vi vurderer det bagefter. Jeg gik en tur i det mest deprimerende gråvejr. Da jeg vendte tilbage, stødte jeg ind i afdelingslederen, og så strømmede tårerne igen. Så jeg tog hjem. Heldigvis havde jeg en lægetid samme dag, hvor jeg kunne få snakket om frygten for depression, og heldigvis har jeg en god og tålmodig læge. Jeg fik en henvisning til psykolog. Og tilbud om antidepressiv medicin samt sovepiller, da min søvnrytme var ude af kurs. Jeg sagde ja til psykolog og nej til piller.
Efter en frygtelig nat måtte jeg sygemelde mig torsdag, og kapitulere hos lægen, som udskrev indslumringspiller. Torsdag eftermiddag var der igen Lucia i børnehaven, hvor moster, Morfar, veninde og jeg havde lovet Magnus at møde op. Det var benhårdt at komme afsted. Jeg var meget tæt på at bakke ud, og kun løftet til Magnus om at komme fik mig afsted.
Jeg havde tidligere på dagen talt med min leder og aftalt, at jeg var hjemme fredag, men kunne komme ledning ønske god jul. Indslumringspillen havde virket fantastisk på min søvn, og det gav er lidt mere positivt sind, så jeg tog derned fredag. Jeg hylede det meste af tiden, men fik sagt god jul til en del. Jeg kom også til julefrokosten om aftenen, selvom jeg var tæt på at lade være. Det var godt at gå på juleferie med en form for succesoplevelse midt i den miserable sump af gråt...
Jeg fik sovet godt igen natten til lørdag, og begyndte at mærke fremgang. Natten til søndag var knap så god, og så var jeg næsten tilbage til start. Søndag aften spiste vi hos vores venner, og bagefter skulle vi til Bilka efter de sidste gaver. På vej derned begyndte en lampe i min elskede bil at lyse. Heldigvis kunne vi køre videre, men mandag morgen måtte jeg en tur til mekaniker. Det korte af det lange er, at jeg efter nogle timer kom hjem - og havde købt ny bil... Dog først med levering mellem jul og nytår.
Dagene op til jul var præget af en del op og nedture. Juleaften var frygtet, men blev en hyggelig aften. Julestemningen indfandt sig ikke, men nød at se børnenes glæde.
Dagen efter var der julefrokost i Toms familie. Det startede fint, indtil en af fætrene kommenterede på, at jeg aldrig svarede på hans opkald. Måtte forklare, at det var svært for mig med tiden generelt og med overskuddet i særdeleshed. Endte med at sidde og tude. Igen. Det var ikke fedt.
Resten af juledagene gik herhjemme med udpakning, oprydning, afslapning osv. Håbede det ville fjerne det sidste af den grå håbløshed, der ligesom hænger fast i mig, men det skete ikke. Tirsdag aften kørte Magnus og jeg igen til Bilka, og halvvejs igennem fik jeg den panikføkelde af, at det her kunne jeg ikke gennemføre. Knuden i maven blev hårdere, men fortsatte og kom igennem. Vel hjemme fik vi tømt bilen, og i går fik vi så byttet den til den nye.
Den nye er lille, lækker og med fedt udstyr. Men glæden er til at overse. Det var hårdt at skille sig af med den gamle, der har været som en god og tryg ven i en voldsom tid.
Og det er lidt det, der kendetegner mig for tiden. Jeg kan ikke finde noget at glæde mig over. Eller glæde mig til. Alt er gråt og trist og meningsløst. Jeg har mistet mine fokuspunkter, der normalt ville kunne bringe mig lidt glæde, ro, mening og forventning. Før var det ofte det kreative, der var mit helle. Eller en god film. Eller en serie, som jeg kunne se uden den store tankevirksomhed. Men intet af det hjælper mere. Eller det holder kun ganske kortvarigt. Jeg kan ikke finde de små ting, der holder det grå i skak. Jeg har kvalme, er trist, træt og har svært ved at komme i gang. Jeg har lyst til at tude meget af tiden, men kan ikke få hul på det, så det sidder som en knude i mig.
Pt. ligger jeg i min seng (det er nu omkring middagstid), og kan ikke stå op. Fordi jeg føler at verden vil bryde sammen omkring mig - og der er ingen mening. Jeg har mest af alt lyst til at bakke ud af den nytårsmiddag, vi skal til i aften.
Min største frygt i alt det her er, at jeg ikke kan være en god mor for mine børn. At jeg kommer så langt ned, at jeg ikke har overskud til at opfylde deres behov, at elske dem som de skal, når nu jeg er eneste forælder tilbage. At jeg svigter dem, fordi jeg er så blændet af grålighed, at jeg ikke ser deres behov for omsorg og kærlighed.
Det her er kommet ret hurtigt. Altså følelserne. Men optakten har som sagt været lang. Og det her indlæg er langt i sig selv. Jeg vil i næste indlæg fokusere på mit 2015, og de ting, der måske har ledt hertil.
