At få sat ord på...

I onsdags var jeg både hos læge og psykolog, og det gav lidt afklaring. Og lettelse. Og frustration.

Jeg startede dagen med at informere min søns børnehave om, at mit overskud ikke var i top. Jeg kender lederen personligt, og jeg har altid haft stor tillid til dem, så derfor var det naturligt at sætte dem ind i situationen.

Næste stop var lægen. Og heldigvis har jeg en ret god en af slagsen - synes jeg selv. Jeg havde ringet om tirsdagen, efter jeg havde sygemeldt mig, og fået tid om onsdagen, så jeg ikke skulle vælte helt, som han sagde.

Jeg fik forklaret mine symptomer (kvalme, appetitløshed, hjertebanken, åndedrætsbesvær, konstant frysende fornemmelse, uro og sitren i kroppen) og tanker. Især følelsen af at alt var ligegyldigt, for livet slutter alligevel en dag,  gjorde mig enormt bange for en depression. Og så havde jeg haft to aftener, hvor jeg nåede dertil, hvor jeg tænkte, at det ville være så meget nemmere, hvis jeg ikke var her mere. Bare kunne forsvinde ind i mørket og holde op med at føle. Og hvis man kan tænke den tanke, hvor langt er der så til handling. Min læge var heldigvis god til at berolige mig, og konstaterede at jeg havde stress pga. flere belastninger over tid, og at den stress havde medført en generel angst - og faktisk også angstanfald de to aftener.

Han lovede mig, og at jeg nok skulle få det godt igen, så det holder jeg ham stærkt op på! Og så blev vi enige om, at vi satte ind på to fronter: medicin mod angsten, så jeg kunne komme især de fysiske gener til livs, og kognitiv terapi hos en psykolog. Samtidig blev jeg sygemeldt i 1,5 uge med mulighed for forlængelse. Det var faktisk med lettelse at jeg kørte derfra. Og det var første gang siden det hele startede, at jeg følte lettelse.

Senere på dagen kørte jeg mod Roskilde til første samtale hos den psykolog, jeg brugte efter Toms død. Hun er dyr, men hun kender til min historie, så jeg skal ikke bruge flere sessioner på at sætte hende ind i det.

Det var en lidt mere blandet oplevelse. Hun var enig i diagnosen stress, men angst var hun lidt mere forbeholdene overfor. Hun var heller ikke videre imponeret af medicinen. Og så ville hun gerne have mig sygemeldt i 6-8 uger. Det kan jeg slet ikke overskue, men vender den med lægen på tirsdag, og efterfølgende med min leder. Vil helst selv tage en uge ad gangen. Jeg fik nogle øvelser, der skulle få gang i det parasympatiske nervesystem igen. Bl.a. opmærksomhedsøvelser fra mindfulness. 

Jeg startede medicinen torsdag aften, og har indtil videre ikke mærket det store. Jeg får absolut laveste dosis, og der går op til 14 dage, før man oplever en virkning. Der er en del grelle bivirkninger, men de skulle primært komme i indkøringsfasen. Den jeg er mest bekymret for, er muligheden for vægtøgning (lidt forfængelig er man vel altid). 

Jeg oplever dog nogle tegn på bedring - sagt med forbehold, forjag tænker, at det nok er meget "to skridt frem og et tilbage", og kan da også stadig mærke at jeg kan falde i de dybere huller. Men hjertebanken og åndedrættet er faldet en del til ro, fryse-fornemmelsen er stort set væk, sitren og uroen er også væk i lange perioder, og kvalmen er ikke så dominerende hele tiden. Her til aften var det svært at ryste de depressive følelser af sig, men det er ikke helt så slemt som de foregående aftener. 

Jeg ved at i morgen kan byde på et dyk, da det er weekend, ungerne er hjemme, og der er ikke mulighed for ro. Men jeg kan kun tage en time ad gangen. 

Jeg er ked, trist og frustreret over at være, hvor jeg er. Men jeg håber også, at denne bedring er tegn på fremgang. 

Mit 2015... (Del 2)

Første del handlede meget om, hvordan jeg havde det i slutningen af 2015 (og åbenbart også her i 2016). Denne del skulle gerne fortælle lidt om de store ting, der er sket i årets løb.

Januar startede fint nok. Jeg skulle genoptage mit vikariat i skolens specialklasse, hvor jeg virkelig følte, at jeg gjorde en forskel, og jeg kom godt ud af det med eleverne i klassen. 

Alligevel endte jeg efter vinterferien i uge 7 med en stress-reaktion, hvor jeg gennem noget tid havde rigtig svært ved at slappe af - forstået på den måde, at når jeg var i gang, var alt egentlig ok, men i samme sekund jeg satte mig i sofaen eller lagde mig i sengen, så begyndte mit hjerte at hamre afsted, skippe et slag osv. Jeg havde (endnu) et sammenbrud på skolen, hvor jeg om morgenen måtte erkende, at jeg ikke kunne gennemføre dagen, og mødte igen stor forståelse hos mine ledere. Jeg søgte læge, fik tjekket hjertet og fik at vide, at det højst sandsynligt var stress med tilbagevirkende kraft. Dvs. stress pga vores store ombygning, som først viste sig, da der var ro på hjemmet igen. Det skulle gerne fortage sig over nogle uger, hvilket det også gjorde.

Dagen efter lægetiden mødte jeg ind igen, og havde en konflikt med en større elev, da jeg ville skærme en klassekammerat mod elevens vrede. Jeg stod alene med konflikten, der eskalerede, da eleven slog efter mig to gange. Jeg blev ikke ramt hårdt, og kort efter var der hjælp fra en anden lærer, men der skulle ikke mere til for at slå benene væk under mig igen. Der gik et par uger før jeg følte mig ovenpå igen, men arbejdede hele vejen igennem det.

Omkring slutningen af februar blev jeg ringet hjem til Magnus, der var faldet i børnehaven, og de var bekymret for, om han havde brækket sin arm. Efter 6 timer på skadestuen kom vi ud med en gipsarm og mistanke om et lille brud på armen. Og så kørte den ellers i den rille med sygdom hos os alle - Magnus og jeg blev ramt af en kraftig influenza, halsbetændelse, Magnus fik et stort astma-anfald, der medførte indlæggelse på børneafdelingen i Næstved og en spacer, der gerne skulle spare os for flere lungebetændelser - og selv kattene tog deres del med dårlige tænder, der kostede flere operationer og ca. 12.000 kr!

Der var samtidig rigeligt med timer på jobbet, men sommerferien ventede forude, så pyt med det.

Sommerferien startede godt bl.a. med flere gode oprydningsprojekter og en tur i sommerhus på Fyn med børnene og min søster. Vi havde mange planer om ting, vi skulle se - Egeskov slot, Legoland og en dag til Århus. Desværre havde bilen allerede på vej derover vist tegn på misfunktioner, så vi turde ikke køre så langt med den. Ferien blev hyggelig alligevel, men vi var alle ærgerlige. 

Vel hjemme og med bilen på værksted begyndte min krop at drille. Jeg fik, hvad jeg troede var mavesyreanfald. De første gange hjalp nogle tyggetableter i håndkøb, og jeg slog det hen med nervøsitet over, om jeg nu kunne klare at arbejde fuld tid efter ferien (jeg var blevet ansat i en midlertidig stilling, inden sommerferien). Et par uger inden opstart fik jeg et voldsomt anfald, hvor hverken piller eller at kaste op hjalp. Det eskalerede, og til sidst måtte jeg have hjælp fra en veninde. Jeg kunne først få en tid hos lægevagten 4-5 timer senere, og da der var flere lighedstegn med mere alvorlige sygdomme, endte det med, at der blev ringet efter en ambulance. Børnene kom over til min venindes mand, og min veninde kørte med mig. Uheldigvis havde min datter opfanget ambulancen, og at den stoppede tæt på, så hun blev bange. 

Jeg endte på Slagelse, hvor jeg var indlagt i 2 døgn. Diagnosen var galdesten, og behandlingen var operation efter en uge. Så en uge efter blev jeg kørt til ambulant operation af min veninde og søster. Samme dag som min nye stilling skulle starte.

Operationen gik fint, omend vi måtte runde skadestuen om aftenen, da det ene sår blev ved med at bløde meget. Fik lagt større forbinding, og slap heldigvis med det. 

Efter et par dag på langs startede jobbet, og vi kom heldigvis hurtigt ind i en fast rytme herhjemme. 

Hverdagen blev præget af min datters genvordigheder med at finde en plads rent socialt i klasse - vi arbejder stadig med det. Jeg bruger en del mentalt overskud (som jeg ikke har), på at bekymre mig over det. Min søn har nogle små udtalevanskeligheder, og det har også kostet noget tid på møder og ekstra træning. Og hans kommende skolestart rider mig som en mare. 

I midten af november - i en periode, hvor jeg føler, at der er et godt overskud, og jeg står et robust sted - falder en kollega om med hjertestop. Midt i en lektion. Jeg er ikke i "frontlinien", men det sker lige ud for vinduet i det lokale jeg er i. Jeg får gennet mine elever væk fra vinduet, og da jeg kommer ud på gangen, er der kaos. Det er læreren ved siden af min klasse, der er ramt, og det skete midt i et arrangement, hvor flere klasser var samlet. Hendes årgangskollegaer er ramte, og jeg ender med at tage over i en af deres klasser, da vi er to i vores klasse. 

Indtil middagspausen går alt okay, adrenalinen for at få det hele til at hænge sammen holder sammen på mig. I middagspausen får vi - heldigvis gode - nyheder, og et kriseteam er samlet. Krisepsykologen fortæller kort om de reaktioner, der kan komme hos os og børnene, og så krakelerer min facade. Efter noget tilløb ender jeg på kontoret til en debriefing med andre berørte kollegaer, lederne og psykologerne. Jeg har meget svært ved at forstå sammenhængen mellem min historie og dagens episode, og selvom psykologen godt kunne se sammenhængen, og forklarede mig den, følte jeg mig meget dramaqueen-agtig. Jeg følte ikke, at min reaktion var okay, når man så på min relation til denne kollega. Der gik nogle dage med trykket stemning, men det vendte langsomt, og heldigvis er kollegaen i bedring.

Derefter er der rimelig ro på, indtil børnene bliver syge på skift i december (omtalt i 1. del). Den største belastning i den periode er, at jeg ikke ved, om jeg skal fortsætte i min stilling i en forlængelse, eller om jeg skal tilbage til vikarlivet. Der er reelt set fordele og ulemper ved begge ting. Afgørelsen kommer i midt december, hvor jeg bliver forlænget indtil sommerferien. 1 uge senere ramler skidtet, og nu sidder jeg her. Med verdens dårligste samvittighed overfor mine kollegaer og leder. Lort!

En drøm om savn... (Oprindeligt skrevet 2.1.2016)

I nat havde jeg en drøm, der ganske tydeligt beskriver det savn, der fylder så meget lige nu.

Jeg havde brugt aftenen på at læse de gamle opslag vedr. Toms sygdom og død på Facebook i håb om at få renset ud og få mindsket knuden i maven lidt. Det har virket før, når jeg har haft brug for en tudetur. I går kom der også masser af tårer, men ingen forløsning... Desværre...

I nat havde jeg så endnu en drøm om Tom. Det har jeg haft før, i forskellige udgaver. Fælles for dem er, at han stadig er syg, og jeg ved, at jeg skal miste ham. Enten er han på mystisk vis vendt tilbage, og jeg er ved at rives i stykker over glæde ved at have ham tilbage og sorgen over, at han skal væk fra os igen - og fortvivlelsen over, at vi skal igennem hele processen en gang til.

I nat var drømmen lidt anderledes. I nat var vi ved selve døden.

Jeg drømte....

Tom var syg, var blevet opereret og sendt hjem med beskeden om, at det ikke var godt. Men så kom der brev fra sygehuset om, at det så bedre ud end først antaget, og vi skulle leve vores liv. Det bragte noget lettelse ind i os. Tom valgte kort efter at flytte til København - uden os - og begravede sig i arbejde. Jeg savnede ham, elskede ham og forstod ikke hans valg. En dag fik jeg besked om, at det nu gik ned ad bakke, og at jeg skulle komme ind på sygehuset. Så vidt jeg husker det, var det min leder (i den virkelige verden), der gav mig beskeden, og kørte mig derind. Jeg var alene derinde.

Jeg blev placeret sammen med en gruppe af pårørende til andre patienter, og efter lidt ventetid, kom vi ind på en stue, hvor vores kære lå. Det var tid til at sige farvel.

Tom var omtåget og kunne ikke kende mig. Han smågrinede, småpjattede og døsede hen på skift. På et tidspunkt sagde han med et lille smil "du er nok den sødeste læge, jeg har mødt indtil videre", og jeg spurgte, også med et smil, om det var fordi, jeg kyssede ham?

Efter lidt tid sammen, virkede Tom mere døsig og træt, og derfor var det tid til afsked. Jeg kyssede ham igen og igen - sluttede af med et kys på panden, på næsen og på munden. Noget vi ofte gjorde i virkelighedens verden. Og så kom portørerne og kørte vores elskede væk. Jeg kan huske hans mørkebrune hårtop der bevægede sig let på puden, som det sidste jeg så. Efterfølgende græd jeg. Meget og dybt. Ingen vidste noget om, om han var død, eller hvor lang tid det ville tage, men jeg måtte ikke være hos ham imens.

Efter noget tid og mange mange tårer dukkede min leder op igen, denne gang som en læge. Hun ville gerne undersøge, hvordan det stod til med ham, men i det samme kom en mandlig sygeplejer, der kunne fortælle, at Tom nu var død. Og så ramte sorgen igen. Og jeg vågnede op med knuden i maven, og lysten til at hulke som et lille barn. Og en manglende forståelse for hvorfor jeg ikke måtte være hos ham til det sidste - var det hans beslutning eller hospitalets? 

Og følelsen af at have haft ham så tæt på igen har gjort savnet så meget dybere, og sammen med alle de andre grå og triste følelser, der mudrer rundt inden i mig lige nu, er det bare... Træls...

Hold nu op hvor jeg savner det menneske!