Januar startede fint nok. Jeg skulle genoptage mit vikariat i skolens specialklasse, hvor jeg virkelig følte, at jeg gjorde en forskel, og jeg kom godt ud af det med eleverne i klassen.
Alligevel endte jeg efter vinterferien i uge 7 med en stress-reaktion, hvor jeg gennem noget tid havde rigtig svært ved at slappe af - forstået på den måde, at når jeg var i gang, var alt egentlig ok, men i samme sekund jeg satte mig i sofaen eller lagde mig i sengen, så begyndte mit hjerte at hamre afsted, skippe et slag osv. Jeg havde (endnu) et sammenbrud på skolen, hvor jeg om morgenen måtte erkende, at jeg ikke kunne gennemføre dagen, og mødte igen stor forståelse hos mine ledere. Jeg søgte læge, fik tjekket hjertet og fik at vide, at det højst sandsynligt var stress med tilbagevirkende kraft. Dvs. stress pga vores store ombygning, som først viste sig, da der var ro på hjemmet igen. Det skulle gerne fortage sig over nogle uger, hvilket det også gjorde.
Dagen efter lægetiden mødte jeg ind igen, og havde en konflikt med en større elev, da jeg ville skærme en klassekammerat mod elevens vrede. Jeg stod alene med konflikten, der eskalerede, da eleven slog efter mig to gange. Jeg blev ikke ramt hårdt, og kort efter var der hjælp fra en anden lærer, men der skulle ikke mere til for at slå benene væk under mig igen. Der gik et par uger før jeg følte mig ovenpå igen, men arbejdede hele vejen igennem det.
Omkring slutningen af februar blev jeg ringet hjem til Magnus, der var faldet i børnehaven, og de var bekymret for, om han havde brækket sin arm. Efter 6 timer på skadestuen kom vi ud med en gipsarm og mistanke om et lille brud på armen. Og så kørte den ellers i den rille med sygdom hos os alle - Magnus og jeg blev ramt af en kraftig influenza, halsbetændelse, Magnus fik et stort astma-anfald, der medførte indlæggelse på børneafdelingen i Næstved og en spacer, der gerne skulle spare os for flere lungebetændelser - og selv kattene tog deres del med dårlige tænder, der kostede flere operationer og ca. 12.000 kr!
Der var samtidig rigeligt med timer på jobbet, men sommerferien ventede forude, så pyt med det.
Sommerferien startede godt bl.a. med flere gode oprydningsprojekter og en tur i sommerhus på Fyn med børnene og min søster. Vi havde mange planer om ting, vi skulle se - Egeskov slot, Legoland og en dag til Århus. Desværre havde bilen allerede på vej derover vist tegn på misfunktioner, så vi turde ikke køre så langt med den. Ferien blev hyggelig alligevel, men vi var alle ærgerlige.
Vel hjemme og med bilen på værksted begyndte min krop at drille. Jeg fik, hvad jeg troede var mavesyreanfald. De første gange hjalp nogle tyggetableter i håndkøb, og jeg slog det hen med nervøsitet over, om jeg nu kunne klare at arbejde fuld tid efter ferien (jeg var blevet ansat i en midlertidig stilling, inden sommerferien). Et par uger inden opstart fik jeg et voldsomt anfald, hvor hverken piller eller at kaste op hjalp. Det eskalerede, og til sidst måtte jeg have hjælp fra en veninde. Jeg kunne først få en tid hos lægevagten 4-5 timer senere, og da der var flere lighedstegn med mere alvorlige sygdomme, endte det med, at der blev ringet efter en ambulance. Børnene kom over til min venindes mand, og min veninde kørte med mig. Uheldigvis havde min datter opfanget ambulancen, og at den stoppede tæt på, så hun blev bange.
Jeg endte på Slagelse, hvor jeg var indlagt i 2 døgn. Diagnosen var galdesten, og behandlingen var operation efter en uge. Så en uge efter blev jeg kørt til ambulant operation af min veninde og søster. Samme dag som min nye stilling skulle starte.
Operationen gik fint, omend vi måtte runde skadestuen om aftenen, da det ene sår blev ved med at bløde meget. Fik lagt større forbinding, og slap heldigvis med det.
Efter et par dag på langs startede jobbet, og vi kom heldigvis hurtigt ind i en fast rytme herhjemme.
Hverdagen blev præget af min datters genvordigheder med at finde en plads rent socialt i klasse - vi arbejder stadig med det. Jeg bruger en del mentalt overskud (som jeg ikke har), på at bekymre mig over det. Min søn har nogle små udtalevanskeligheder, og det har også kostet noget tid på møder og ekstra træning. Og hans kommende skolestart rider mig som en mare.
I midten af november - i en periode, hvor jeg føler, at der er et godt overskud, og jeg står et robust sted - falder en kollega om med hjertestop. Midt i en lektion. Jeg er ikke i "frontlinien", men det sker lige ud for vinduet i det lokale jeg er i. Jeg får gennet mine elever væk fra vinduet, og da jeg kommer ud på gangen, er der kaos. Det er læreren ved siden af min klasse, der er ramt, og det skete midt i et arrangement, hvor flere klasser var samlet. Hendes årgangskollegaer er ramte, og jeg ender med at tage over i en af deres klasser, da vi er to i vores klasse.
Indtil middagspausen går alt okay, adrenalinen for at få det hele til at hænge sammen holder sammen på mig. I middagspausen får vi - heldigvis gode - nyheder, og et kriseteam er samlet. Krisepsykologen fortæller kort om de reaktioner, der kan komme hos os og børnene, og så krakelerer min facade. Efter noget tilløb ender jeg på kontoret til en debriefing med andre berørte kollegaer, lederne og psykologerne. Jeg har meget svært ved at forstå sammenhængen mellem min historie og dagens episode, og selvom psykologen godt kunne se sammenhængen, og forklarede mig den, følte jeg mig meget dramaqueen-agtig. Jeg følte ikke, at min reaktion var okay, når man så på min relation til denne kollega. Der gik nogle dage med trykket stemning, men det vendte langsomt, og heldigvis er kollegaen i bedring.
Derefter er der rimelig ro på, indtil børnene bliver syge på skift i december (omtalt i 1. del). Den største belastning i den periode er, at jeg ikke ved, om jeg skal fortsætte i min stilling i en forlængelse, eller om jeg skal tilbage til vikarlivet. Der er reelt set fordele og ulemper ved begge ting. Afgørelsen kommer i midt december, hvor jeg bliver forlænget indtil sommerferien. 1 uge senere ramler skidtet, og nu sidder jeg her. Med verdens dårligste samvittighed overfor mine kollegaer og leder. Lort!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar