Jeg startede dagen med at informere min søns børnehave om, at mit overskud ikke var i top. Jeg kender lederen personligt, og jeg har altid haft stor tillid til dem, så derfor var det naturligt at sætte dem ind i situationen.
Næste stop var lægen. Og heldigvis har jeg en ret god en af slagsen - synes jeg selv. Jeg havde ringet om tirsdagen, efter jeg havde sygemeldt mig, og fået tid om onsdagen, så jeg ikke skulle vælte helt, som han sagde.
Jeg fik forklaret mine symptomer (kvalme, appetitløshed, hjertebanken, åndedrætsbesvær, konstant frysende fornemmelse, uro og sitren i kroppen) og tanker. Især følelsen af at alt var ligegyldigt, for livet slutter alligevel en dag, gjorde mig enormt bange for en depression. Og så havde jeg haft to aftener, hvor jeg nåede dertil, hvor jeg tænkte, at det ville være så meget nemmere, hvis jeg ikke var her mere. Bare kunne forsvinde ind i mørket og holde op med at føle. Og hvis man kan tænke den tanke, hvor langt er der så til handling. Min læge var heldigvis god til at berolige mig, og konstaterede at jeg havde stress pga. flere belastninger over tid, og at den stress havde medført en generel angst - og faktisk også angstanfald de to aftener.
Han lovede mig, og at jeg nok skulle få det godt igen, så det holder jeg ham stærkt op på! Og så blev vi enige om, at vi satte ind på to fronter: medicin mod angsten, så jeg kunne komme især de fysiske gener til livs, og kognitiv terapi hos en psykolog. Samtidig blev jeg sygemeldt i 1,5 uge med mulighed for forlængelse. Det var faktisk med lettelse at jeg kørte derfra. Og det var første gang siden det hele startede, at jeg følte lettelse.
Senere på dagen kørte jeg mod Roskilde til første samtale hos den psykolog, jeg brugte efter Toms død. Hun er dyr, men hun kender til min historie, så jeg skal ikke bruge flere sessioner på at sætte hende ind i det.
Det var en lidt mere blandet oplevelse. Hun var enig i diagnosen stress, men angst var hun lidt mere forbeholdene overfor. Hun var heller ikke videre imponeret af medicinen. Og så ville hun gerne have mig sygemeldt i 6-8 uger. Det kan jeg slet ikke overskue, men vender den med lægen på tirsdag, og efterfølgende med min leder. Vil helst selv tage en uge ad gangen. Jeg fik nogle øvelser, der skulle få gang i det parasympatiske nervesystem igen. Bl.a. opmærksomhedsøvelser fra mindfulness.
Jeg startede medicinen torsdag aften, og har indtil videre ikke mærket det store. Jeg får absolut laveste dosis, og der går op til 14 dage, før man oplever en virkning. Der er en del grelle bivirkninger, men de skulle primært komme i indkøringsfasen. Den jeg er mest bekymret for, er muligheden for vægtøgning (lidt forfængelig er man vel altid).
Jeg oplever dog nogle tegn på bedring - sagt med forbehold, forjag tænker, at det nok er meget "to skridt frem og et tilbage", og kan da også stadig mærke at jeg kan falde i de dybere huller. Men hjertebanken og åndedrættet er faldet en del til ro, fryse-fornemmelsen er stort set væk, sitren og uroen er også væk i lange perioder, og kvalmen er ikke så dominerende hele tiden. Her til aften var det svært at ryste de depressive følelser af sig, men det er ikke helt så slemt som de foregående aftener.
Jeg ved at i morgen kan byde på et dyk, da det er weekend, ungerne er hjemme, og der er ikke mulighed for ro. Men jeg kan kun tage en time ad gangen.
Jeg er ked, trist og frustreret over at være, hvor jeg er. Men jeg håber også, at denne bedring er tegn på fremgang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar