At blive ædt op af savn

Jeg savner. Jeg savner for tiden lige så meget, lige så inderligt og lige så brutalt som i den første tid efter Toms død. 

Det er kommet krybende gennem et par måneder, hvor renovering af husets værelser, arbejde, børn og generel travlhed har holdt det på afstand. Men i sidste uge bristede alle diger, og savn, sorg, ensomhed og endnu mere savn har indtaget hvert fiber i min krop. Kvalmen og madleden er tilbage, søvn er lidt og af dårlig kvalitet, og jeg er fuldstændig uden filter. Alt når helt derind, hvor det gør rigtig ondt. Jeg kan blive ganske panisk og mærke tårerne brænde, blot ved tanken om at skulle møde omverdenen, og hvad de derude kan finde på at sige til mig eller bede mig om.

Forskellen på savnet nu og savnet for 8 måneder siden er, at lige efter Toms død droppede jeg alt, hvad der hed blufærdighed. Jeg er ellers en meget blufærdig person, der har svært ved at lade andre se mig som svag -  stækket om ikke andet - eller ked af det. Men den røg uden problemer ved Toms død. Nok mest fordi, jeg alligevel ikke kunne holde nogen som helst form for facade. Og det var befriende. Men nu er den tilbage. Blufærdigheden. Det er svært at indrømme over for andre, at det sgu ikke går så skidegodt for tiden, at jeg ikke er så stærk, som mange ellers roser mig for, eller tude foran andre fordi det hele faktisk bare er topuoverskueligt. At jeg er sårbar. Igen.

Jeg kan ikke sætte fingeren på en bestemt ting, der har fået læsset til at vælte i denne omgang. Julen har nok en finger med i spillet. Travlhed, der for en stund kan holde tingene på afstand - men kun for en stund. Usikkerhed om fremtiden - bliver vi nogensinde 4 igen? Vil der være job til mig til næste år? Bør jeg søge videre - tilkaldervikar er trods alt ikke noget, jeg påtænker at være for altid? Omvendt er jeg selvforsørgende, har tid til mit guld og er glad for at være, hvor jeg er - og i øvrigt aner jeg ikke, hvad jeg har lyst til at "blive til" endnu? Økonomi - hvad hvis der ikke er timer til mig næste år? Hvad hvis jeg ikke har øget min indkomst inden ungerne er så store, at børnepengene, der pt. udgør en substantiel del af budgettet, ikke længere kommer ind? Okay, der er 12 år endnu til det sker, men det var det der med, at mit filter har nedlagt sig selv!

Anyhow... For en uge siden krakelerede jeg. Lige foran min chef. En dag med udadreagerende børn og et par stykker der røg i voldsom kamp. Da de var kølet ned, fandt jeg mig selv stående med tårerne trillende... Nej fossende ned ad kinderne, foran chefen, der skyndsomt fik lempet mig ind på hans kontor. Heldigvis har jeg en rummelig og empatisk chef, og efter jeg havde siddet og tudet i en halv time, mens jeg snøftende erklærede, at jeg bare lige skulle have 5 minutter mere, så var jeg klar til at tage de sidste timer, fik han mig overbevist om, at jeg skulle køre hjem og slappe af. Det gjorde jeg, og det var rart at føle sig rummet. Men samtidig var jeg på usikker grund. Jeg havde vist min sårbarhed, vist at jeg ikke er stærk for tiden. Og hvad ville de nu tænke om mig dernede? 

Resten af ugen var en prøvelse. Torsdag fandt jeg mig selv i snak med et par af de faste medarbejdere, og der faldt nogle bemærkninger om, hvad jeg egentlig havde tænkt mig i fremtiden - job/uddannelsesmæssigt forstås. Underforstået, at vikarjobbet jo umuligt kunne være det, jeg ville med min fremtid. Tanker jeg selv har tænkt, men skudt fra mig, da jeg endnu ikke har følt mig stabil nok til at tage en beslutning i den retning endnu. Det manglende filter omsatte dette til, at jeg som vikar ikke skulle tro, at jeg var noget, at jeg var mindre værd end dem, og at jeg burde tage mig sammen og træffe et valg. 

Smæk!!!! Helt derind, hvor det ikke er sjovt. Jeg ved udemærket godt, at mine relationer til børnene ikke er så vigtige som de faste, og at min faglighed og evne udi undervisning ikke er i nærheden af uddannede læreres. Men jeg ligger en masse energi i, at yde det bedste jeg kan, på en vikars præmisser. Jeg har en vis faglig stolthed overfor mit arbejde, og jeg er stolt af, at være en af de mest efterspurgte vikarer. Det gør noget godt for mit selvværd. Men jeg er også meget bevidst om min plads i hierarkiet. Som vikar vil man altid være 2. valg - og det er ok. 

Nå, men den samtale kostede mig en dag hjemme i fredags. Og i morges var nerverne over, om jeg mon kunne klare det, så store, at jeg tudede overfor den vikaransvarlige i telefonen. Jeg kom af sted, men holdt mig fra lærerværelset. Jeg bærer i bogstaveligste forstand mine følelser helt uden på tøjet. Og jeg hader det! Jeg lærer sikkert noget af det, ligesom med alt andet i denne proces, men lige nu hader jeg det bare! Og midt i kaos mangler jeg den eneste, der har kunnet berolige mig. Tom. Der står så mange omkring os for at hjælpe. Men lige nu er Tom den eneste, der kan gyde lidt olie på vandene. Og det er hjerteskærende tydeligt!

I morgen står den på vikarmøde med både vikardækker og leder - hvorfor mon dem begge,tænker mit filterløse jeg og mærke kvalmen rumle igen. Lille-guld har bedsteforælderdag i børnehaven, og stressede mor har glemt at invitere bedsterne, så der er nok ingen, der kan få fri til det. Mit stakkels guld skal derfor sidde alene i børnehaven, mens alle andre har hyggetid med bedsten. Mit moderhjerte gør nuller-naller. Jeg glæder mig til ferien - pt. det eneste positive ved julen i år!

Overlevelse

Sidste indlæg blev skrevet, da jeg endnu var fyldt op af sommerens mange sejre, og derfor havde energi og kampvilje. Energien forsvandt prompte, da feriefriheden forsvandt med dagligdagens indtog. Caroline startede først i SFO, derefter Magnus i børnehave, mig på job og så blev det igen Carolines tur til nye udfordringer med skolestart. Netop skolestarten var frygtet (for mit vedkommende). Caroline var forventningsfuld, og på selve dagen tænkte jeg, at det her nok skulle gå. Det gjorde det også, lige indtil vi forlod skolegården og gik mod klassen igennem skolens mørke gange. Pludselig ramte det, at sidst vi gik der, på vej til infomøde for noget der lignede et helt liv siden, var Tom med os. Og nu gik min datter der, som den eneste uden en stolt far ved hendes side. Og så tudede jeg. Igen. Resten af skoledagen. Men vi overlevede, og Caroline har taget skolestarten i stiv arm, godt hjulpet af en helt fantastisk lærer. 

Magnus havde desværre lidt sværere ved at finde sig til rette i børnehaven, nu hvor Caroline ikke længere var med som livline. Han skulle finde sin egen plads og egne venner, og det var svært. Han var mut og ked i børnehaven og vred og ked derhjemme. Både Caroline, jeg og kattene fik hans frustrationer at mærke. Han var blevet befri over sommeren, men pludselig kunne han ikke længere lave stort på toilettet, og blev delvist urenlig igen. Det arbejder vi stadig på. 

Jeg har stået på sidelinien til mine børns udfordringer, og samtidig forsøgt at finde tilbage til vores dagligdag igen. Det har været udfordrende, og tappet mig for langt mere energi, end jeg har været bevidst om. Daglige gøremål som madlavning, rengøring, tøjvask osv. har været en kamp, og oftere end jeg bryder mig om at indrømme, har aftensmaden budt på rugbrød eller pizza. Jeg har været træt, pirrelig og trist - og så har jeg også til tider ladet mig svælge lidt vel rigeligt i den selvynk, som jeg så inderligt ønsker at styre udenom.

Så vi har klaret os. Hverken mere eller mindre. Men vi står stadig på vores ben. For kampviljen har vi stadig. Selvom den i perioder går i hi og er svær at se, så er den der, og jeg holder stædigt fast i den. Og nu, hvor dagligdagen begynder at forme sig, og jeg begynder at tro på, at mine unger nok skal klare deres nye hverdag (i hvert fald for nu), og at der står nogen klar til at gribe både dem og jeg - ja, så melder energien sig langsomt igen.

Du vinder ikke!

Jowjow... planen med denne blog var, at jeg med tiden ville lukke folk ind, og lade dem se, hvordan man - også - kunne gennemgå en sorgproces. Dvs. regelmæssige indlæg om de favntag med sorg, smerte, frustration, og, trods alt, små glimt af liv og glæde, som rejsen byder på.
Det kræver jo så, at man rent faktisk får skrevet de der indlæg. Det er så bare ikke sket. Endnu. Kunne godt skyde skylden på ferie, travlhed eller børn, men faktum er nok snarere, at indlæg herinde kræver, at jeg forholder mig til tabet og dermed sorgen, savnet og smerten. Og der har vi bare haft så stort behov for lyse stunder til, at jeg hverken kunne og ville lade dem overskygge af de dystre. Vi har en masse dejlige oplevelser og minder med i rygsækken, om end de alle har et særligt skær af savn over sig.

Jeg har gennem sommeren levet meget i trods. Tænker at det er en af sorgens mange faser eller facetter. Jeg har kastet mig ud i projekter, som jeg for 5 måneder siden ikke drømte om at give mig i kast med. Jeg tog børnene med på roadtrip til Faster i Jylland, besøgte stranden og den gamle sø fra min barndom, malede huset (tiltrængt) - med hjælp fra en masse fantastiske mennesker, og tog skridt mod den fremtid, som vi er i gang med at skabe os. 

Alt sammen i trods. For kære skæbne - du har smidt det ene læs bæ efter det andet i fjæset på os. Du har hærget vores familie på forskellig vis igennem de sidste 4 års tid. Og nu har du så trumfet den ved at tage 1/4 af vores fundament fra os. Vores liv blev lagt i ruiner, som vi må forsøge at bygge op igen, og der er dage, hvor det føles uoverkommeligt, og en fosterstilling i sofaen virker som eneste mulighed. Men jeg kan også være stædig. Jeg kan være trodsig som et 2-årig barn på toppen af selvstændighedsfasen. Og jeg nægter at lade dig knække os. Vi skal nok få genskabt glæden, ønsket og håbet. Du får ikke lov at begrænse os. Vi vil leve igen, og vi vil gøre det med Tom ved vores side - om ikke fysisk, så i ånden. Kære skæbne, den her vinder du ikke!

Når det er en selv, der bliver naboen...

Ulykker. Overfald. Sygdom. Død.
Det sker altid for naboen, og ikke en selv. Sådan tænker man. Sådan tænkte jeg. Lige indtil den dag, jeg og min lille familie pludselig blev naboen. Den dag, hvor vores liv, som vi kendte det, gik i 1000 stykker - og igen 14 dage senere, hvor de 1000 stykker blev pulveriseret.

Min mand, som jeg har elsket på godt og ondt, siden jeg som 17-årig fandt ham, blev d. 1. april 2013 diagnosticeret med en hjernetumor. Den første melding var, at den var stor, sad dårligt, og med stor sandsynlighed var ondartet. Neurokirurgerne på Riget gav os et halmstrå - de ville operere ham. Forundersøgelsen og siden biopsien bekræftede lægernes mistanke; min elskedes hjerne blev ædt op af den ledeste - og desværre også mest almindelige - type af hjernetumorer: glioblastoma multiforme grad IV. Forventet levetid med behandling (ifølge internettet): ½-1½ år.
Han blev opereret d. 8. april, på hans 33-årig fødselsdag. Kirurgen fik fjernet det meste men ikke alt. Operationen tog 6 timer, mod forventet 2. Blodtabet løb op i 2,5 liter. Min elskede kom sig hurtigt ovenpå den hårde operation, og vi begyndte at se frem mod den onkologiske behandling og kæmpede med næb og klør for at holde fast i håbet om, at min mand ville være blandt de mindre end 4 %, der ville være i live efter 5 år.
På 3. dagen efter operationen går det igen ned ad bakke, og d. 14. april får vi besked om, at min elskede ikke vil overleve. Han er dybt komatøs, i respirator, og reagerer ikke på nogen form for stimuli. Hans hjerne bliver most langsomt af den væske, som den lede tumorrest producerer, og den hævelse, som hjernen reagerer med efter det voldsomme indgreb.

D. 14. april kl. 18.22 dør min mand. Jeg har mistet min elskede. Mine børn har mistet deres far. Verden giver ingen mening mere. Og jeg hvisler arrigt og frustreret til lægen, der netop har erklæret min mand død, at man sgu da ikke dør af en hjernetumor - som 33-årig! Og lægen ryster på hovedet.
Men det gør man så - den dag man pludselig selv er naboen.