Jowjow... planen med denne blog var, at jeg med tiden ville lukke folk ind, og lade dem se, hvordan man - også - kunne gennemgå en sorgproces. Dvs. regelmæssige indlæg om de favntag med sorg, smerte, frustration, og, trods alt, små glimt af liv og glæde, som rejsen byder på.
Det kræver jo så, at man rent faktisk får skrevet de der indlæg. Det er så bare ikke sket. Endnu. Kunne godt skyde skylden på ferie, travlhed eller børn, men faktum er nok snarere, at indlæg herinde kræver, at jeg forholder mig til tabet og dermed sorgen, savnet og smerten. Og der har vi bare haft så stort behov for lyse stunder til, at jeg hverken kunne og ville lade dem overskygge af de dystre. Vi har en masse dejlige oplevelser og minder med i rygsækken, om end de alle har et særligt skær af savn over sig.
Jeg har gennem sommeren levet meget i trods. Tænker at det er en af sorgens mange faser eller facetter. Jeg har kastet mig ud i projekter, som jeg for 5 måneder siden ikke drømte om at give mig i kast med. Jeg tog børnene med på roadtrip til Faster i Jylland, besøgte stranden og den gamle sø fra min barndom, malede huset (tiltrængt) - med hjælp fra en masse fantastiske mennesker, og tog skridt mod den fremtid, som vi er i gang med at skabe os.
Alt sammen i trods. For kære skæbne - du har smidt det ene læs bæ efter det andet i fjæset på os. Du har hærget vores familie på forskellig vis igennem de sidste 4 års tid. Og nu har du så trumfet den ved at tage 1/4 af vores fundament fra os. Vores liv blev lagt i ruiner, som vi må forsøge at bygge op igen, og der er dage, hvor det føles uoverkommeligt, og en fosterstilling i sofaen virker som eneste mulighed. Men jeg kan også være stædig. Jeg kan være trodsig som et 2-årig barn på toppen af selvstændighedsfasen. Og jeg nægter at lade dig knække os. Vi skal nok få genskabt glæden, ønsket og håbet. Du får ikke lov at begrænse os. Vi vil leve igen, og vi vil gøre det med Tom ved vores side - om ikke fysisk, så i ånden. Kære skæbne, den her vinder du ikke!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar