Jeg synes, at begge dele har været endnu hårdere og koldere end sidste år. Om det for julens vedkommende var fordi, vi holdte julen hjemme og dermed havde en noget større arbejdsbyrde end sidste år, kan jeg ikke helt sige. Men det er sikkert en del af forklaringen.
Nytåret vil altid være anderledes. Nytåret var Toms fest. Han elskede fyrværkeriet, den lækre mad, der skulle laves, pynten - og ikke mindst samværet med venner og familie. Og i lige præcis det samvær mærkede jeg i år, hvor ensomme vi - eller nok mest jeg - er. Der var simpelthen ikke plads til os nogen steder. Alle havde planer, hvor vi ikke passede ind. Og selvom jeg godt vidste, at alle havde ret til deres egne planer, har jeg sjældent følt mig mere udenfor, overflødig, svigtet og til overs. Jeg plejer at sende en jule- og nytårshilsen ud hvert år. I år droppede jeg det, primært fordi jeg prøver at efterleve "har du ikke noget pænt at sige, så lad være med at sige noget"-ordsproget. I stedet sad jeg og knurrende over alle de andres nytårsopdateringer.
Vi planlagde og rustede os mentalt til en aften alene, men da Magnus dagen før nytår konstaterede højlydt, at han ikke ville være alene, fandt vi alligevel plads hos min mor og hendes mand. Og det var en ganske hyggelig aften. Højtideligheden og den spændte forventning om et nyt år og dets begivenheder indfandt sig aldrig. Jeg kan godt spekulere på, om den nogensinde vil vende tilbage. Men det blev en god, varm og hyggelig aften, og jeg kunne godt se det, som en tilbagevendende tradition. Men følelsen af svigt og overflødighed sidder stadig i mig, og kræver nok noget tid at sluge. Det blev meget tydeligt, hvor få venner, der faktisk er tilbage. Stadig mange bekendte, men meget få venner...
Godt nytår
