Det er kommet krybende gennem et par måneder, hvor renovering af husets værelser, arbejde, børn og generel travlhed har holdt det på afstand. Men i sidste uge bristede alle diger, og savn, sorg, ensomhed og endnu mere savn har indtaget hvert fiber i min krop. Kvalmen og madleden er tilbage, søvn er lidt og af dårlig kvalitet, og jeg er fuldstændig uden filter. Alt når helt derind, hvor det gør rigtig ondt. Jeg kan blive ganske panisk og mærke tårerne brænde, blot ved tanken om at skulle møde omverdenen, og hvad de derude kan finde på at sige til mig eller bede mig om.
Forskellen på savnet nu og savnet for 8 måneder siden er, at lige efter Toms død droppede jeg alt, hvad der hed blufærdighed. Jeg er ellers en meget blufærdig person, der har svært ved at lade andre se mig som svag - stækket om ikke andet - eller ked af det. Men den røg uden problemer ved Toms død. Nok mest fordi, jeg alligevel ikke kunne holde nogen som helst form for facade. Og det var befriende. Men nu er den tilbage. Blufærdigheden. Det er svært at indrømme over for andre, at det sgu ikke går så skidegodt for tiden, at jeg ikke er så stærk, som mange ellers roser mig for, eller tude foran andre fordi det hele faktisk bare er topuoverskueligt. At jeg er sårbar. Igen.
Jeg kan ikke sætte fingeren på en bestemt ting, der har fået læsset til at vælte i denne omgang. Julen har nok en finger med i spillet. Travlhed, der for en stund kan holde tingene på afstand - men kun for en stund. Usikkerhed om fremtiden - bliver vi nogensinde 4 igen? Vil der være job til mig til næste år? Bør jeg søge videre - tilkaldervikar er trods alt ikke noget, jeg påtænker at være for altid? Omvendt er jeg selvforsørgende, har tid til mit guld og er glad for at være, hvor jeg er - og i øvrigt aner jeg ikke, hvad jeg har lyst til at "blive til" endnu? Økonomi - hvad hvis der ikke er timer til mig næste år? Hvad hvis jeg ikke har øget min indkomst inden ungerne er så store, at børnepengene, der pt. udgør en substantiel del af budgettet, ikke længere kommer ind? Okay, der er 12 år endnu til det sker, men det var det der med, at mit filter har nedlagt sig selv!
Anyhow... For en uge siden krakelerede jeg. Lige foran min chef. En dag med udadreagerende børn og et par stykker der røg i voldsom kamp. Da de var kølet ned, fandt jeg mig selv stående med tårerne trillende... Nej fossende ned ad kinderne, foran chefen, der skyndsomt fik lempet mig ind på hans kontor. Heldigvis har jeg en rummelig og empatisk chef, og efter jeg havde siddet og tudet i en halv time, mens jeg snøftende erklærede, at jeg bare lige skulle have 5 minutter mere, så var jeg klar til at tage de sidste timer, fik han mig overbevist om, at jeg skulle køre hjem og slappe af. Det gjorde jeg, og det var rart at føle sig rummet. Men samtidig var jeg på usikker grund. Jeg havde vist min sårbarhed, vist at jeg ikke er stærk for tiden. Og hvad ville de nu tænke om mig dernede?
Resten af ugen var en prøvelse. Torsdag fandt jeg mig selv i snak med et par af de faste medarbejdere, og der faldt nogle bemærkninger om, hvad jeg egentlig havde tænkt mig i fremtiden - job/uddannelsesmæssigt forstås. Underforstået, at vikarjobbet jo umuligt kunne være det, jeg ville med min fremtid. Tanker jeg selv har tænkt, men skudt fra mig, da jeg endnu ikke har følt mig stabil nok til at tage en beslutning i den retning endnu. Det manglende filter omsatte dette til, at jeg som vikar ikke skulle tro, at jeg var noget, at jeg var mindre værd end dem, og at jeg burde tage mig sammen og træffe et valg.
Smæk!!!! Helt derind, hvor det ikke er sjovt. Jeg ved udemærket godt, at mine relationer til børnene ikke er så vigtige som de faste, og at min faglighed og evne udi undervisning ikke er i nærheden af uddannede læreres. Men jeg ligger en masse energi i, at yde det bedste jeg kan, på en vikars præmisser. Jeg har en vis faglig stolthed overfor mit arbejde, og jeg er stolt af, at være en af de mest efterspurgte vikarer. Det gør noget godt for mit selvværd. Men jeg er også meget bevidst om min plads i hierarkiet. Som vikar vil man altid være 2. valg - og det er ok.
Nå, men den samtale kostede mig en dag hjemme i fredags. Og i morges var nerverne over, om jeg mon kunne klare det, så store, at jeg tudede overfor den vikaransvarlige i telefonen. Jeg kom af sted, men holdt mig fra lærerværelset. Jeg bærer i bogstaveligste forstand mine følelser helt uden på tøjet. Og jeg hader det! Jeg lærer sikkert noget af det, ligesom med alt andet i denne proces, men lige nu hader jeg det bare! Og midt i kaos mangler jeg den eneste, der har kunnet berolige mig. Tom. Der står så mange omkring os for at hjælpe. Men lige nu er Tom den eneste, der kan gyde lidt olie på vandene. Og det er hjerteskærende tydeligt!
I morgen står den på vikarmøde med både vikardækker og leder - hvorfor mon dem begge,tænker mit filterløse jeg og mærke kvalmen rumle igen. Lille-guld har bedsteforælderdag i børnehaven, og stressede mor har glemt at invitere bedsterne, så der er nok ingen, der kan få fri til det. Mit stakkels guld skal derfor sidde alene i børnehaven, mens alle andre har hyggetid med bedsten. Mit moderhjerte gør nuller-naller. Jeg glæder mig til ferien - pt. det eneste positive ved julen i år!
