Forløbet

Før diagnosen

De første symptomer kan vi spore tilbage til uge 7 2013. Min mand og jeg skal holde ferie hele ugen, og vores to skønne unger skal have fri torsdag-søndag. Den yngste er netop startet i børnehave, og det passer elendigt med indkøringen, hvis der skal holdes ferie efter kun 1 uges børnehavegang.
Jeg glæder mig som et lille barn, da vi ikke har haft feriedage sammen - alene - i en evighed. Desværre bliver Tom syg med feber og gevaldig hovedpine. Alle ligger med influenza på det tidspunkt, og da ungerne også lægger sig, virker det nærmest naturligt, at Tom også har influenza.
Ugen går, ungerne bliver raske, og Toms feber forsvinder. Men hovedpinen bliver hængende, så tirsdag i uge 8 tager vi kontakt til lægevagten, der efter en konsultation konstaterer en pande-bihulebetændelse. På penicillin og masser af næsespray og pleje tak! Penicillinen skal tages over 10 dage, og hovedpinen virker til at aftage. Men ikke helt.
Tom er meget stresset i den tid, så der er masser af plausible årsager til, at hovedpinen ikke går helt væk. Bl.a. skal han afskedige to medarbejdere fra sit arbejde, og samtidig planlægge og koordinere et stort arrangement. Penicillinkuren slutter i uge 9, og derefter tager hovedpinen gradvist til. I uge 12 er den meget intens, men han går stædigt på arbejde. Da jeg lettere irriteret spørger ham, hvorfor han ikke bare tager til læge og får det tjekket (vi tænkte og snakkede om, at det måske var en led pande-bihulebetændelse, der ikke lod sig slå ud af en gang penicillin), svarer han stille, at han jo nok er lidt bange for, hvad det kan være. Jeg slår det hen, men er også bekymret.
Påskeferien starter fredag i uge 12, og samme weekend tager vi en tur på Kronborg med ynglet og min morfar. Det er en god tur, og min elskede følger tålmodigt med rundt i alle kroge af slottet, på trods af at han overhovedet ingen interesse for historie ejer og samtidig slås med voldsom hovedpine. Vi bliver enige om, at han skal kontakte sin læge om mandagen.
Og det gør han. Han kimer ham ned i timen mellem 8 og 9, hvor man kan komme igennem til lægen. Men der er tryk på telefonlinien, og det lykkes ikke. Han kommer lidt senere igennem til sekretæren, der giver ham en akuttid hos klinikkens sygeplejerske. Hun måler hans infektionstal til 8, og konstaterer, at det ikke kan være en pande-bihulebetændelse, da han ikke har en infektion i kroppen. Tom spørger, hvad han så skal gøre, da det gør rigtig ondt. Hun svarer igen, at hun jo ikke bare kan udskrive noget, når hun ikke ved, hvad han fejler. Da han spørger, hvad han så fejler, trækker hun på skuldrene og siger "nok en virus" - og sender ham hjem.
Om onsdagen (uge 13), vågner han med stærk kvalme og en hovedpine, der siger 9 på en skala fra 1-10. Efter lidt tid beder han om yoghurt, som jeg henter. Ved første skefuld spørger han, hvad jeg har puttet i den - den smager ikke som den plejer. Jeg smager på den og kan ikke smage noget anderledes. Vi aftaler at ringe til hans læge begge to, så vi fordobler chancen for at komme igennem. Jeg kommer forholdsvis hurtigt igennem, og giver Tom telefonen, så han kan snakke med lægen. Tom når lige at fortælle lægen, at han har vedvarende hovedpine, og panodiler og iprener ikke længere tager smerten, før lægen udskriver noget stærkere smertestillende - dolol. Uden at slå ham op i systemet og uden at spørge ind/lytte til andre symptomer.
Vi får hentet pillerne, der ingen effekt har. Torsdag er det helligdag, men Tom skal på job, og vi bliver enige om, at han skal prøve at kontakte vagtlægen. Som sagt så gjort. Vagtlægen mener, at det godt kan være en pande-bihulebetændelse, da infektionstallet ikke altid er så præcist, og udskriver endnu en penicillinkur gennem telefonen. Vi får hentet penicillinen, og han starter op samme dag. Jeg er lidt lettet. Inden lægevagtens beroligende ord, ordnede jeg vasketøj, og pludselig begyndte jeg at tænke over, hvad jeg mon skulle sige, hvis han ikke kom igennem det her. Hvad "det her" var, vidste vi jo ikke, men "det her" var skræmmende, for aldrig havde jeg før set min stærke mand så smerteplaget. Torsdag aften sidder vi i hver vores sofa og ser ligegyldigt tv. Pludselig spørger han, om jeg nogensinde kunne tænke mig at date igen. At starte forfra. Efter kort tænkepause siger jeg nej - jeg har ikke lyst til at starte forfra. Både fordi jeg ikke vil finde en ny, men også fordi - hvor kedeligt og sat det end lyder - så er jeg glad for den tryghed, nærhed og varme, der er i vores forhold, efter vi har været sammen i næsten 15 år. Efter lidt tid spørger han så ind til min yndlingssang. Jeg har ingen bestemt yndlingssang, det er meget bestemt af, hvad der lige er fremme for tiden. Han siger lidt skuffet, at han havde regnet med, at jeg ville have valgt "vores" sang - den sang som vi (gen)fandt sammen til, da vi som meget unge havde holdt en pause.
Fredag har vi alle fri, da vi skulle til påskefrokost hos min søster. Men Tom er meget dårlig fra morgenen, og kan næsten ikke stå oprejst pga. smerter og kvalme. Så vi aflyser og får sendt vores datter med mormor og vores søn ud til farmor. Og så får vagtlægen endnu et kald. Denne gang får han et tid til tjek. Vagtlægen lytter til hans amamnese, og konstaterer igen en pande-bihulebetændelse. En kraftig en, der kræver visit hos en øre-næse-halslæge, og indtil da en smertedækning med 2 panodiler, 2 iprener og 1 dolol.
Vel hjemme og godt dopet af smertestillende holder vi pause på sofaen uden børn, og det lykkes at få ½ pizza i ham til aften. Han er for første gang i uger nogenlunde smertedækket. Men han sover meget. Og jeg er bange. Jeg har googlet hans symptomer, og der dukker alt for mange links op, der vedrører hjernetumorer og lister over symptomer ved tryk i hjernen.
Lørdag tager han igen på job, men kommer tidligt hjem, da vi skal til påskefrokost i hans familie. Vi kommer afsted, og han kæmper. Kæmper for at spise, for at grine, for at følge med og udholde smerterne - cocktailen, som lægevagten ordinerede dagen før, virker ikke længere. Vi forsøger alle at opretholde den glade bekymringsfrie facade, men det lykkes kun overfladisk.
Om søndagen må han opgive at komme på job. Han kan ikke komme afsted. Smerterne er for store, kvalmen for stærk.
Om aftenen ringer han igen til vagtlægen - for gud ved hvilken gang. Denne vagtlæge konstaterer, som alle de andre, at det er en pande-bihulebetændelse, og han skal prøve at tage en varmepude over hovedet og varme bihulerne op. Derefter skal han puste ud, og så skulle betændelsen gerne løsne sig. Han prøver, men resultatet bliver, at han får det voldsomt dårligt og må ud og kaste op.
Jeg vælger at ringe stortudende til vagtlægen igen, og får fat på et ganske arrogant eksemplar. Han spørger, hvorfor jeg er ked af det (jeg stortuder af angst), og jeg forklarer ham, at Tom har vedvarende og tiltagende hovedpine, han har kvalme og smagsforstyrrelser og nu kaster han også op. Han spørger så, hvad de skal gøre ved det (???!!!!), og jeg siger, at jeg vil have, at de undersøger ham fysisk - ikke bare hører hans amamnese eller udskriver noget gennem telefonen. Han spørger så, hvad jeg er bange for, og jeg siger, at jeg er bange for, at der sidder noget i hjernen, der ikke skal være der. Hans svar er, at der er intet, der tyder på en hjernetumor! Men Tom får da en tid, og hans mor kører ham derop. Denne gang får han målt puls og blodtryk og bliver trykket lidt i nakken. Diagnosen er nu, at hans nakkemuskulatur er så anspændt, at det giver en voldsom spændingshovedpine, så han får udskrevet noget muskelafslappende.
Mandag morgen vågner jeg tidligt ved, at han kaster op på toilettet. Han er flad og uden nogen former for ressourcer. Han ligger på sofaen, sover, kaster op, sover osv. Han er svær at vække. Børnene bliver sendt ned i den anden ende af huset, så de ikke larmer for meget, og jeg sidder lammet i sofaen.
Ved middagstid kommer svigermor forbi med den nye muskelafslappende medicin. Hun sidder lidt hos os, vi snakker om, hvor forfærdeligt det hele er, og hvor bange vi er. Tom vågner lidt og begynder at græde - en blanding af angst og smerte skyller igennem ham. Jeg ringer til vagtlægen igen, og græder for hende. Denne gang får vi fat i en, der lytter og stiller alle de spørgsmål, man ikke vil høre. Hun sender os videre til tjek igen. Svigermor tager børnene med hjem, så vi får i hast pakket lidt legetøj og bleer.
Tom og jeg kører derop, og denne vagtlæge læser hurtigt forløbet igennem, kigger på ham, og siger, at de ikke kan gøre mere nu, så nu skal han indlægges. Han ringer til Slagelse akutmodtagelse, og sender os afsted. Jeg kører, Tom sidder ved siden af og er helt væk. Bilen og gearene driller, og i ren afmagt skælder jeg voldsomt ud på bil, Tom og de andre bilister. Vi ankommer til Slagelse ved 14-tiden mandag d. 1. april 2013.

Slagelse

Da vi endelig når Slagelse er der kun plads ved kapellet. Jeg får svinget bilen ind, og da jeg slukker den, opdager jeg årsagen til, at den havde drillet så voldsomt hele vejen - håndbremsen er halvt trukket!
Jeg får Tom ud af bilen, og vi går op mod akutmodtagelsen. Tom er meget groggy, og da vi har meldt vores ankomst, falder han om i en stol og forsvinder ind i sig selv. Vi venter i en evighed (eller ca. 5-6 minutter), inden vi vises ind i et forundersøgelseslokale, hvor en sygeplejerske måler blodtryk, lyser i øjnene, spørger en masse og ser bekymret ud. Tom er et andet sted, og jeg må svare på det meste. Derefter følges vi ned i "drivhuset" - to sengepladser på gangen indrettet i et lille hak. Tom får hurtigt, efter flere forsøg, lagt et IV og bliver koblet til saltvand, da han er temmelig dehydreret. Kort tid efter får han 5 mg morfin. Han får at vide, at det virker hurtigt, så nu kan han slappe af. Desværre har det nærmest modsat effekt, og det virker som om, at smerterne får frit spil. I hvert fald begynder han først at grynte og kort efter at skrige af smerte. Jeg er alene med ham, og han tigger og beder om, at jeg får stoppet det. Jeg tuder - igen - og går på jagt efter en sygeplejerske. Jeg finder en, og hun vil da gerne lige se til ham. Hun kan godt se, at han ikke just er i bedring, men hun skal lige runde en læge for tilladelse til yderligere morfin. I 10 minutter skriger min mand smerterne ud, før endnu 5 mg morfin tildeles. Endelig virker det efter hensigten, og han falder sammen på sengen. Fuldstændig i sin egen verden og fuldstændig umulig at få kontakt til. Min søster er ankommet midt i det hele, og hun overtager alt logistik omkring børnene. Det bliver arrangeret, at de hentes hos svigermor af mormor, som vil køre dem hjem til os, og være der til vi kommer hjem. Uheldigvis har vi glemt ekstranøglen, og de kan ikke komme ind. Mormor og søster enes derfor om, at børnene kommer med mormor hjem.
På sygehuset flyder de næste timer sammen. På et tidspunkt kommer en yngre udenlandsk læge, der laver en fysisk undersøgelse og igen stiller en masse spørgsmål - de samme som da vi ankom. Tom havde nu fået kvalmestillende og morfin flere gange samt en liter saltvand. Han var ikke i bedring, selvom der kom lidt mere farve i kinderne. Sukkervand blev der nu ordineret - man kunne jo godt være temmelig dvask efter en uge uden mad...
Den yngre læge fortæller, at man vil observere ham en time mere, og sker der ingen positive ændringer, vil man scanne ham. Jeg siger frustreret, at jeg ikke kan se, hvad den time skal til for. Han er jo ikke på nogen måde i bedring efter 3 timers pleje. Hun giver mig ret og konferere med en ældre læge. Enden bliver at de bestiller tid til en CT-scanning med det samme. Der kom der lige et par ekstra revner i min verden, for det betød jo, at lægerne nu også var bekymrede.
En times tid efter bliver han kørt af sted. Og 20-30 minutter efter kommer han retur. Vi venter i "drivhuset", men Tom bliver kørt direkte ned på en stue. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det betyder dårlige nyheder. Vi får slæbt os selv ned til ham, og sidder og holder ham i hånden. Han er stadig helt væk i smerter og morfindøs.
Omkring kl. 21 kommer den ældre læge ind, og uden omsvøb, eller hensyn til stuens andre patienter, fortæller han, at man på scanningen har fundet en forandring i Toms hjerne, og det ligner en tumor. Billederne er sendt til Riget, som konfererer på dem og melder tilbage med det samme. Han taler direkte til Tom, der stort set ikke er tilstede. Jeg reagerer instinktivt og kraftigt. Jeg hulker, men uden tårer. Tom rækker hånden ud efter os - for at trøste og søge trøst. Da lægen vil undersøge Tom fysisk, forlader jeg stuen. Normalt er jeg et ret blufærdigt menneske, men jeg tror ikke, at der er nogen som helst på Slagelse akutmodtagelse, der ikke høre eller ser min akutte angst. Min søster får ringet til svigerinde, mormor, morfar, hendes kæreste, min bror, og til slut svigermor.
Efterfølgende bliver vi ført ind i et konferencerum af en sygeplejerske, der synes at lidt opmuntring er på sin plads. Det kan bare være en byld forårsaget af pandebihulebetændelse - men er det en tumor, må vi jo huske, at ingen kan vide, hvornår vi skal dø! Vi kan jo alle blive ramt af en bus i morgen, så det gælder om at leve i nuet. Ja tak dame - men med sådan et bæst plantet i hjernen hænger døden unægtelig noget tungere over ens hoved, end hvis ens største bekymring er en mulig løssluppen bus! Det eneste jeg ser, er at han dør fra mig, og er det der, vi ender, ønsker jeg for både hans og min skyld, at det sker nu, så han ikke skal trækkes gennem et opslidende og uværdigt forløb.
Vi sendes ned til Tom, der stadig koger i sin morfindøs, og aldrig har jeg følt mig så tom og magtesløs. Efter et ukendt antal minutter - timer måske - kaldes vi ind til den ældre læge, der nu har fået svar fra Rigets kirurger.
Det er efter alt at dømme en tumor - og ikke en byld! - den er stor, den sidder et dårligt sted og, da jeg presser ham, fortæller han, at den med stor sandsynlighed også er ondartet. Slam - 3 ud af 3... Tom skal i en MR-scanner næste dag. Den vil kunne give kirurgerne på Riget et bedre og mere klart overblik over tumoren. Tom sættes omgående i behandling med kraftig dosis af binyrebarkhormon, der skal fjerne væsken omkring tumoren, og dermed fjerne noget af trykket i hjernen.
Jeg bliver temmelig offensiv og presser ham, for jeg vil høre, at der er håb. Han skal sige til mig, at der er håb. Ellers nægter jeg at gå ud af hans kontor. Ha!!! Tag den Jeg bliver dog træt før ham, og kapitulerer. Da vi kommer ud igen, er Tom kørt på en mere permanent stue. Man ved ikke helt, hvor man skal gøre af ham, for det er en akutmodtagelse, hvor folk som regel ligger i et døgns tid, inden de ekspederes videre til de relevante afdelinger. Men Slagelse har ikke en neurologisk afdeling. Så Tom får tildelt en enestue på akutmodtagelsen. Fornemt.
Jeg er splittet i atomer. Skal jeg blive hos ham? Skal jeg tage hjem? Kan jeg udholde at være der - eller tage hjem? Bør jeg måske lige runde psykiatrisk skadestue først? Min søsters altid fantastiske kæreste er ankommet, da vi snakkede med den ældre overlæge. Jeg snakker med ham, sygeplejerskerne, søster - og måske også lidt mig selv. Enden bliver, at vi runder psykiatrisk skadestue, inden vi kører hjem. Jeg bliver udstyret med afdelingens telefonnummer og påmindelse om, at jeg kan ringe til hver en tid eller komme derned igen, hvis det bliver for slemt at være hjemme.
Vi tøffer ned mod psykiatrisk skadestue, der af uvisse årsager har gemt deres indgang ganske fortræffeligt. Efter et par runder om bygningen lykkes det dog at komme ind, og en kvindelig psykiater tager hurtigt imod os. Hun er informeret om aftenens hændelser, og både søster, søsters kæreste og jeg bliver vist ind i et lille kontor. Selve samtalen husker jeg ikke meget af. Jeg bliver ved med at sige, at det eneste jeg mærker, er, at han dør. Psykiateren lytter, fortæller lidt om reaktioner ved traumer som dette, skriver mig ind i systemet og lytter lidt mere. Efter en times tid er der ikke mere at sige. Jeg fisker efter håb - et håb som er umuligt for hende at give mig, og det ved jeg jo godt.
Jeg får tilbudt, og tager imod, en sovepille, og vi går ud i modtagelsen, hvor min far venter. Jeg er dødtræt, udmattet og kæmper en konstant kamp imellem at blive hos Tom eller at tage hjem. Jeg er fuldstændig ude af stand til at tage beslutninger. Hvis jeg tager hjem, træder jeg ud i den virkelige verden, som er forvrænget til et grotesk og uønsket scenarie. Bliver jeg, skal jeg uden pause hele tiden forholde mig til det fuldstændig uforståelige, der har smadret mit liv, som jeg kendte det.
Vi kører hjem. Jeg tror, at jeg kører med min far, og søster+søsters kæreste tager vores bil, men jeg kan ikke helt huske det.
Hjemme når vi kun indenfor døren, før jeg styrer mod sofaen, tænder for varmepuden, som Tom havde brugt samme morgen, og kryber under hans dyne. Alt ser ud, som da vi tog hjemmefra om eftermiddagen, og alligevel er der intet, der ligner sig selv mere. Jeg overvejer at tage sovepillen, men døser hen uden. Vågner utallige gange igennem resterne af natten, og hver eneste gang tvinges jeg til igen at forholde mig til den nye rådne virkelighed. Det føles som at vågne op til en mavepuster hver 10. minut.
Vi kommer igennem natten, og i de tidlige timer får jeg ringet til min arbejdsplads først. Chefen er meget forstående. Han ved ikke, hvad han skal sige - det gør jeg heller ikke. Der er jo ikke noget at sige, intet kan ændre det, og det hele er jo bare noget lort. Lort med lort på. Derefter er det ungernes børnehaves tur. Det er datterens primærpædagog, der tager imod opkaldet, og også her er forståelsen stor. De lover at passe rigtig godt på vores guld.
Resten af morgenen kan jeg ikke huske, men vi bevæger os mod Slagelse relativt tidligt. Vi ankommer lige efter svigermor og min far. Tom er stadig meget langt væk, og jeg er i tvivl om, hvor meget han har forstået. Jeg snakker kort med de travle sygeplejersker, der fortæller, at han har været vågen et par gange i løbet af natten, og spurgt efter mig og smertestillende. Han har virket frustreret over situationen, men ellers haft det ok. Så han har forstået noget.
Han køres til scanning ved middagstid, og kommer hurtigt tilbage. Søster fulgte ham derned, og fik et par smil ud af ham, selvom han ikke var helt vågen. Resten af dagen går med at vente. Scanningen skal til konference på Riget, som så melder tilbage til Slagelse om videre fremgangsmetode. Vi venter. Længe. Jeg får tilbudt at få en seng ind ved siden af Toms, så jeg kan sove hos ham, og takker ja. Jeg døser flere gange. Min reaktion viser sig ved, at jeg ikke drikker, spiser og sover. Men udmattelsen, fysisk som psykisk, presser sig på. Ved 20-tiden er der endelig svar. En ny overlæge kommer ind, og stuen fyldes af søster, søsters kæreste, far, fars kone og svigermor. Overlægen fortæller at tumoren stadig er stor, sidder dårligt og med stor sandsynlighed er ondartet, men at man vil operere. Dette er halmstrået vi har ledt efter. Overlægen og sygeplejersken siger, at de vil operere med henblik på helbredelse, og ikke livsforlængende. Hvis man kan tale om lettelse og glæde i denne situation, er det bestemt det, vi føler. Tom er stadig meget langt væk og hører ikke så meget. Jeg er så lettet, at jeg takker ja til lidt mad og drikke. Et lille stykke pizza og to mundfulde cola senere døser jeg hen igen. Kort efter ankommer brormand, som vil være på sygehuset om natten, og de andre pakker sammen og tager hjem. Jeg tager for første gang en sovepille, og får sovet i 2-3 timer. Pludselig vågner jeg med voldsomt ondt i maven og kvalme. Sådan en rigtig svidende smerte. Lettelsen og den lille smule mad jeg har indtaget sætter mavesyreproduktionen i overdrive. Jeg tøffer ned til sygeplejerskernes vagtstue og spørger om de har noget, der kan hjælpe. Modvilligt (jeg er jo ikke patienten) får jeg udleveret et bæger med gaviscon - sådan en tyk og ulækker væske, der virker som et lag ovenpå syren. Det virker overhovedet ikke, ogen anden sygeplejerske kommer listende med en tyggetablet, der er mere held ved. jeg døser hen igen og sover en times tid. Jeg bliver så vækket af endnu en sygeplejerske, der skal tilse Tom, og smerterne og kvalmen vender tilbage. Jeg får en brækpose, og ender med at fylde den ude på sofaen, hvor min bror hænger ud. Sygeplejersken bestemmer sig til, at yde lidt psykisk førstehjælp til den rigtige patients hysteriske kone. Sådan føles det. Vi har ingen kemi, overhovedet. Vi taler forbi hinanden hele tiden. Jeg vil have håb af hende, og hun mener, jeg skal forholde mig til de barske realiteter. Ingen omsorg fra hende af. Hendes søn har haft kræft, hun har sagt farvel til ham flere gange, men de kom ud på den anden side. Så tag dig sammen hysteriske kone, og kom videre. Nu! Luk måsen emsige kvinde - Det er knap 24 timer siden vores liv blev smidt i blenderen. Og lad lige være med at fortælle mig, hvordan jeg skal håndtere MIN smerte. Tak!
Min bror fandt vores mislykkede ping-pong ganske underholdende, men ved daggry måtte jeg sige stop. Smerterne forsvandt da syren forlod mavsen, og sovepillen gjorde stadig et grundigt stykke arbejde, så ind i seng igen. Putte lidt med morfin-koma-ramt mand. Og døse lidt mere.
Onsdag morgen står Tom selv op og går på toilettet, spiser morgenmad udenfor stuen og snakker med bekendt, der også er indlagt på akutten. Jeg putter mig apatisk og længe i sygehuset varme og alt for bløde dyne. Svigermor kommer med friske forsyninger, og Tom er mere vågen og klar. Han spørger dog meget og ofte om det samme hele tiden. Hvor er børnene? Hvorfor kan jeg ikke komme hjem i dag? Hvad skal vi på Riget? Han får stadig morfin og kvalmestillende samt høje doser af binyrebarkhormon (prednison), men i løbet af dagen begynder han at få tradolan (syntetisk morfinlignende stof) i stedet for morfin, og både tradolan og det kvalmestillende gives nu i pilleform fremfor gennem IV´et.
I løbet af eftermiddagen kører søster og jeg en tur mod Næstved for at se til børnene. De har det godt hos mormor, men det er svært at sige farvel, da vi skal af sted igen. Tilbage på sygehuset får vi fuld rapport af svigermor og far, og herefter tager vi over. Søster bliver i lidt tid, og når bl.a. at se mig falde ned mellem de to hospitalssenge, da en uopmærksom portør ikke har låst min del ordentligt. Av! Og lammer til den portør!! Søster kører ved 21-tiden, og vi er nu alene på hospitalet. Tom vågner op og snakker, men er også godt og grundigt forvirret. Han er stadig ikke med på, hvad vi egentlig skal på Riget, han er meget bekymret for, hvor hans sko er, da han er sikker på, at vi har skiftet stue - hvilket vi ikke har. Og så er de trolde, der bor i sygeplejerskens hår virkelig sære, og dem der sidder i gården og holde vejfest larmer for meget. Sygeplejerskerne beroliger mig med, at det er morfinen, der letter nu, og giver nogle sjove vrangforestillinger. Normalt og ikke bekymrende overhovedet. Jo jo, men det sagde de 5 lægevagter vi snakkede med op til denne indlæggelse jo også...
Torsdag formiddag får Tom serveret en helt cocktail af piller til morgenmad. Når han kan indtage smertestillende, kvalmestillende og binyrebarkhormonet i pilleform, kan han komme hjem. Det lykkes.
Eneste minus er, at vi endnu ikke har hørt fra Riget, hvornår vi skal møde op. Der kan gå op til 14 dage. Det føles bestemt ikke trygt at skulle forlade Slagelse uden at have en fast aftale med Riget. Den ældre overlæge vender tilbage, og lover at presse Riget, men uden resultat. Så tager jura-søs over. Hun instruerer Slagelse om, at de bare har at holde på os, indtil der er en afklaring, og de adlyder uden bøvl. Så kontakter hun først Rigets juridiske afdeling og derefter neurologisk afdeling. Efter noget bøvl og en mindre meningsudveksling med en sekretær, lykkes det, og den ældre overlæge kan meddele, at vi allerede dagen efter, fredag d. 5.4.13 skal møde til forundersøgelse, og derefter venter indlæggelse søndag d. 7.4.13 og operation mandag d.8.4.13. Som den ældre overlæge sagde, så har vi en god familie, som kæmper for os og formår at få sat gang i tingene. Tror søster fik skabt sig noget respekt fra den gamle gut der!
Tom bliver udstyret med små poser af piller, og vi får hurtigt pakket stuen ned, og så er det ud i den lille gule panda-fiat, og hjem mod Ringsted. Modvilligt klar til næste kapitel i det nye liv, vi gerne havde undværet.

Hjemme

Riget

Indlæggelse

Operation

Dagene efter

Søndag d. 14. april 2013