Jeg kan mærke det fysisk. Jeg har ind imellem hjertebanken, som om hjertet springer et slag over og så slår ekstra hårdt to-tre gange for at kompensere. Jeg havde i sidste uge et anfald af mavesyre, som jeg ikke har haft, siden den nat for snart to år siden, hvor Tom og jeg var indlagt på Slagelse og netop havde modtaget nyheden om, at kirurgerne på Riget heldigvis ville forsøge at operere. Jeg er træt, uoplagt og føler mig presset af selv små sociale arrangementer. Og så er jeg hudløs... Mere end jeg har været længe. Følelserne ligger hele tiden lige under overfladen.
I dag skulle jeg fortælle min arbejdsplads, at jeg har takket ja til et tilbud om samtaler til min datter i Børn, Unge og Sorg. Hun er stadig en stærk og gæv pige, der klarer sig godt i skolen, men hun viser også nogle tegn på, at det er rigtig svært for hende til tider. Især derhjemme, hvor konfliktniveauet til tider er højt, da hun helst skal have styr på alt og, desværre, påtager sig alt for mange voksen-bekymringer. Psykologen i Børn, Unge og Sorg vil gerne hjælpe med nogle redskaber til primært at tackle hendes bekymring om der skulle ske mig noget.
Anyway - i dag skulle jeg så fortælle min chef, at jeg mindst en gang om måneden ikke ville være til rådighed. Det blev modtaget med stor støtte og uden negativitet. Min chef spurgte ind til, hvorfor man først ser en reaktion nu, og kunne mærke klumpen i halsen med det samme. Det medførte skælvende stemme, "tudse" i halsen og flakkende øjne - og jeg vidste, at han kunne se, at jeg var berørt. Og det orkede jeg bare ikke lige der - med undervisning 7 minutter senere, var et sammenbrud ikke rigtig belejligt. Men hvor jeg dog hader det. Jeg hader, at vi er sat i den her situation, hvor mine børn har brug for ekstra hjælp til at tackle sider af livet, som de slet ikke burde kende til endnu. Jeg hader, at jeg - knap to år efter - stadig kan blive ramt af den her hudløshed, som er fuldstændig ligeglad med min blufærdighed over for at vise andre mennesker mine svagheder. I hvert fald uden at jeg har et decideret valg. Og jeg hader, at jeg ikke helt ved, hvorfor den her hudløshed er opstået.
Måske er det fordi, årsdagene nærmer sig. Måske er det fordi, jeg igen overvejer min fremtid, og ikke rigtig kan få hul igennem til, hvad jeg egentlig vil, og om jeg skal fortsætte som vikar her, på en anden skole, eller finde noget helt andet. Hvis jeg skal finde ny uddannelse, hvad skal det så være, og hvornår er jeg stærk nok som person til at tage udfordringen op - og hvornår er vi stærke nok som familie.
Fordelene ved nuværende job er, at jeg kan sige til og fra, som jeg har brug for, jeg tjener en god timeløn, og kan derfor nøjes med relativt få timer om ugen, og jeg har ferie i alle skolens ferier, således at mine børn får gode lange pauser.
Ulempen er, at jeg aldrig rigtig ved, om der er timer nok, om jeg vil blive brugt nok, at jeg ikke er sikret ved sygdom, ikke sparer op til pension, og at jeg hele tiden ved, at selvom jeg måske nok er den vikar, alle gerne vil have i deres klasse, så er jeg trods alt kun vikar og dermed altid det sekundære valg. Jeg besidder dybest set et pausejob, og selvom jeg bestemt ligger en masse faglig stolthed i det, og nægter at lade vikartimer være lig med spildtid, så kan jeg ikke undgå at føle et vist mindreværd...
Jeg overvejer at kontakte en uddannelseskonsulent, men bare tanken om at gøre det, trætter mig... Og skræmmer mig. Selv det at skifte fra min nuværende skole til en anden er skræmmende. Jeg ved, at jeg er velrespekteret, har mange timer, og at mine kollegaer ved, hvad jeg kan og står for - og jeg kender stort set alle børnene. På en ny skole skal jeg starte forfra med alt det, og jeg ved ikke, om det ville lykkes igen. Samtidig har jeg haft en enorm støtte, rummelighed og tryghed fra mit nuværende sted ift. tabet af Tom.
Omvendt ville et skifte måske give lidt frisk luft. Ikke alle kender til mit tab, og dermed kan jeg selv styre hvornår og hvor meget jeg vil fortælle (hvilket nok ville blive alt, med det samme - er en åben person). Jeg tror bare, at jeg vil rykke af de rigtig grunde - det skal ikke være en flugt, da det hele så bare flytter med.
Om det er det, der skaber hudløshed og angstanfaldlignende symptomer, ved jeg ikke... Og det irriterer mig til hudløshed 😑😏
Ingen kommentarer:
Send en kommentar