Det er 15+ måneder siden, at vi mistede Tom, og vores liv forvandlede sig på måder, vi ikke kunne have forudset. Jeg havde en helt klar forventning om, at det første år ville være det værste. Alle mærkedagene ville være hårdest at gennemleve alene - første gang. Og derefter skulle det blive nemmere. Jeg er ikke sikker på, at det er sandt. Jeg synes, de mærkedage, vi nu har gennemlevet alene for 2. gang, har været mere rå og kolde at skulle igennem.
Der er ingen tvivl om, at det første år var hårdt. Sorgen bølgede frem og tilbage, og jeg vekslede mellem at være henholdsvis lammet og drevet frem med stor kraft af den. Når jeg var lammet, foregik det på sofaen med minus overskud, spandevis af tårer og følelsen af at ville væk fra alt, der tilnærmelsesvis kunne minde os om Tom og dermed også om den afslutning vores samliv fik. Det var tabet og de sidste 14 dage af hans liv, der definerede vores familie - ikke de gode minder og stunder, som alt andet lige, var væsentlig i overtal.
Når jeg blev drevet af den, kastede jeg mig ud i alle mulige projekter og udfordringer, der ellers ville skræmme mig. Jeg var trodsig og følte, at alt bare kunne komme an. Vi gennemlevede alligevel et mareridt. Så jeg kørte bil, fandt vej til Jylland, byggede værelser om, lagde planer for kæmpe ombygning af 50 % af huset og mange flere ting. For Toms død og de sidste 14 dage skulle ikke have lov at vinde over os og stoppe vores liv. Det ville Tom have hadet.
Da vi nåede juletid ca., gik gassen langsomt af ballonen. Det overskud som sorgen havde produceret, forsvandt langsomt. Ombygningen af værelserne havde taget en stor portion, ændringer på job betød en usikker fremtid for mig, og ingen havde rigtig nogen svar, og det tærede også en del. Og vinteren i sig selv var trist og grå. I april skulle vi - jeg og enkelte venner og familiemedlemmer - i gang med et større projekt, der i en rum tid ville lamme halvdelen af vores hjem og forøge rodet i den anden halvdel. Jeg kunne godt mærke på forhånd, at det ikke helt var fordi energien nærmest boblede over. Samtidig blev jeg tilbudt/sagde jeg ja til et 3 måneders fuldtidsvikariat og prøvede at balancere mig igennem de årsdage der var omkring Toms død. Der var ikke overskud nok til alt, og det endte med, at jeg i de sidste 14 dage op til ferien bogstavelig talt ikke kunne trække vejret. Det værste var dog, at det i den grad gik ud over ungerne, der jo godt kunne mærke, at mor var stresset, og at der ikke var tid til dem. Jeg hadede det, og følte på ingen måde, at jeg slog til - på nogen fronter. Og sorgen var der slet ikke plads til at skulle deale med.
Resultatet er nu, at jeg efter 4 ugers ferie godt nok kan trække vejret men samtidig sidder med en følelse af ikke at have holdt noget ferie endnu. Trods knap en uge i London og en uge i Sverige. Der er en uge til ungerne så småt skal i SFO/børnehave og 2 uger til jeg skal starte op igen. Og kan slet ikke overskue at skulle ud af min feriebobbel, og til at konfronteres med forældremøder, job, tidlige morgener, sengetider og madpakkesmørring. Køkken/stueprojektet har rykket rigtig meget den sidste uge, takket være 3 gode venner og noget familie. Men der venter godt 5 uger endnu uden køkken - forudsat at alle håndværkere er uden ventetid.
Jeg er træt og brugt. Og har brug for at nusse om mine børn. I et færdigt hjem. Uden dagligdagens pres. På trods af 4 ugers ferie.
Jeg savner Tom. Helt ind i knoglerne. Savner at vide, at der er en, der kan tage over og tage beslutninger. En, der kan drage omsorg om vores børn - med samme dybe kærlighed som mig. En at putte ind til i løbet af natten, eller som nu, når man vågner alt for tidligt og er lidt melankolsk. En, der ved, hvad man tænker - inden man tænker det. Og det er ikke en ny kæreste jeg savner. Det er Tom. Ingen kan - eller skal - tage hans plads. Og det overvælder mig at
vide, at han aldrig vil kunne udfylde den igen, og at jeg for altid vil være ene om at elske mine børn som kun forældre skal og gør. Jeg savner ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar